»De Gule« sparker foråret i gang med Kickoff i Bytorv Horsens

»De Gule« sparker foråret i gang med Kickoff i Bytorv Horsens
20. 02 2012

AC Horsens står foran klubbens mest spændende forår nogensinde, og der venter knap tre måneders action fra bolden triller første gang, når »De Gule« møder HB Køge på CASA Arena Horsens den 4. marts klokken 16,00.
 Det flotte sportslige efterår har bragt Johnny Mølbys mandskab op på fjerdepladsen i Superligaen og AC Horsens har også mulighed for at nå pokalfinalen, hvis »De Gule« ekspederer HB Køge ud i semifinalen.
 Som optakt til det hæsblæsende forår inviterer AC Horsens by og opland til Kickoff i Bytorv Horsens fredag den 24. februar, hvor der vil være masser af gul stemning fra klokken 16,00. Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad interviewer trænere og spillere, AC Horsens’ cheerleaders præsenterer et nyt flot show og der er super tilbud på merchandise og billetter.
 AC Horsens og Bytorv Horsens afholder også konkurrence den 24. februar og du kan afhente din konkurrencekupon i Stadium, Skoringen, Marcus, Matas eller Telenor fra klokken 14,00. »De Gule« sætter både merchandise og billetter på højkant, og vinderne offentliggøres kort efter Kickoff samt på AC Horsens’ hjemmeside og officielle Facebookside.
 Du kan også hente gratis autografkort hos Stadium, Skoringen, Marcus, Matas og Telenor, og spillerne giver gerne en autograf. Der er selvfølgelig også mulighed for at få taget et foto af dig og din yndlingsspiller.
 Kom og vær med til at sparke det gule forår i gang, opfordrer AC Horsens.
 Foto: Badenfoto.