www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Ølentusiaster foretrak Ø-ØL i 2011
For første gang er Årets danske Ølnyhed(er) opdelt i to kategorier: op til 5,9% ABV (Alcohol by Volume) og 6% ABV og derover, og med 576 ølnyheder, 210 i den 'lave' og 366 i den 'høje' kategori, har der været rigeligt at vælge imellem. De fem øl der fik flest stemmer i hver kategori i afstemningens første runde i januar er gået videre til anden runde der løber hele februar måned.
Helt i front ligger Fyn med ikke mindre end 5 øl blandt de 10 kandidater: Midtfyns Bryghus, der har vundet titlen 3 gange, har imponerende 3 øl med blandt de 10, Gleipner, Rough Snuff Legal Version - en legal version af sidste års 'illegale' vinder og Dansk Blindesamfund 100 år. Bryggeriet Vestfyen har for 6. gang i træk årets udgave af Willemoes Jul med i slutspurten - den vandt i 2006. Og Bryggeriet Refsvindinge, som vandt i 2003 med Mors Stout, er med igen med en ny 'mor', Røde Mor.
Sjælland klarer sig lige over stregen med 2 øl, Dryhop og The Fundamental Blackhorn, én i hver kategori og begge fra Hornbeer, som vandt i 2008. Lolland, Bornholm og Fanø kan være stolte af hver at have en øl med i slutspurten. Svaneke Bryghus, som har været i Top 10 et par gange før, har en Session Pilsner med i år, Krenkerup Bryggeri har noget så usædvanligt som en rigtig tysk Rauch Bier med, og endelig er Fanø Bryghus repræsenteret med Fanø Imperial X-mas Porter (Kunstner Øl No. 1). Jylland har ingen øl med i slutspurten - selv om nogle jyder måske vil påstå at Fanø hører med til Jylland.
Det er helt åbenlyst to meget stærke felter der er med i anden runde, for kategorien 6% ABV og derover helt bogstaveligt, idet den gennemsnitlige alkoholprocent er hele 9,92%, næsten dobbelt så meget som gennemsnittet for kategorien op til 5,9% ABV, som ligger på 5,08%. Til gengæld skiller øllene i denne kategori sig klart ud fra hinanden, og vil sikkert appellere til vidt forskellige ølnydere.
Danske Ølentusiasters lokalafdelinger arrangerer traditionsmæssigt smagninger af de 10 kandidater for medlemmerne i løbet af februar, så der vil blive stemt på et solidt grundlag i anden runde, hvor de endelige videre af titlerne som Årets danske Ølnyhed(er) 2011 bliver fundet.
Listerne over de 576 nye danske øl der deltog i første runde og de 2x5 der deltager i anden runde kan ses på http://www.ale.dk/index.php?id=9862.
Resultatet af afstemningerne, der udpeger Årets danske Ølnyhed(er) 2011, afsløres på Danske Ølentusiasters Generalforsamling i Odense den 24. marts 2012













