120.000 kr. fra Rotary til street-art i Horsens



Kunstnerne er udvalgt af det udvalg, Horsens Kommune har nedsat til arbejdet med kunsten i byrummet.

- Det er første gang, vi på denne måde får en donation udefra, fortæller Henriette Wittendorff Ipsen, der er projektkoordinator hos Horsens Kommune.

- Tidligere har vi oplevet, at nogle ejendomsejere har sat gavle i stand, inden der skulle males på dem, så ejerne på den måde har været med til at støtte op omkring kunsten i midtbyen.

Også kunsten løftes i flok

Horsens Kommune har løbende siden 2013 arbejdet på at få mere street-art i byrummet. Der er i øjeblikket op mod 30 værker. De fleste er gavlmalerier, men der er også enkelte installationer som for eksempel mosaikken på gavlen ved Søndergades Apotek.

Værkerne udvælges af Horsens Kommunes Plan & By-afdeling, Kultur & Event samt Horsens Kunstmuseum i samarbejde med kunstbureauet Kolossal.

- Det er dejligt, at en organisation som Rotary på den måde vil støtte og anerkende det arbejde, vi gør for at få mere kunst i byrummet. Der er heldigvis flere og flere, som har lyst til at donere kunst til vores byrum, og det er vi rigtig glade for og stolte over. Det viser, at det er vigtigt for mange og er også et eksempel på, hvordan vi i Horsens løfter i flok, siger borgmester Peter Sørensen.

Tre klubber bag Foundation Rotary Horsens

Bag Foundation Rotary Horsens står de 3 lokale Rotary-klubber; Vestre, Østre og Vitus Bering.

Pengene til donationen er en del af overskuddet fra Rotary Kunstmesse 2019 og 2020, der arrangeres af de tre klubber. Desuden har Rotary Distrikt 1450 støttet med et såkaldt District Grant ligesom Rotary Danmarks Hjælpefond har bidraget. Pengene til de to sidstnævnte fonde kommer fra det medlemskontingent, som alle Rotary-medlemmer betaler.

- Rotary er en humanitær organisation, som støtter både internationalt, nationalt og lokalt, forklarer Jette Lund, der er formand Foundation Rotary Horsens.

Sammenhæng med Rotary Kunstmesse

Det bliver en norsk og en dansk kunstner, som skal udføre værkerne på de to gavle.

På Fussingsvej 37 er Lise Vestergaard udvalgt, mens Martin Whatson kommer til at udfolde sig på gavlen på nummer 5. Martin Whatson er internationalt anerkendt for sine street-art værker i bl.a. Skotland, Island, Italien, Norge, Malaysia, Tyskland og USA. Whatsons værk i Horsens er kunstnerens første værk i Danmark. Lise Vestergaard har netop færdiggjort et større gavlværk i Løkken, og er nu i gang med skitsearbejdet til det nye værk på Fussingsvej.

- Vi er glade for at kunne bidrage til byen, og vi synes, det giver god mening med street-art på de 2 gavle. Det er tæt på FÆNGSLET, hvor vi hvert år i marts holder vores kunstmesse. Det betyder, at de besøgende der, kan gå en tur ud i byen og se på mere kunst, siger Jette Lund.

På MÆRK Byens hjemmeside kan man i øvrigt som noget helt nyt finde et kort, der viser, hvor man finder de street-art værker, som allerede findes i byrummet.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024