37 glade dimittender fra Kombineret Ungdomsuddannelse



Flaget var hejst og solen skinnede, da familie og medarbejdere fra Kombineret Ungdomsuddannelse (KUU) i Horsens fejrede 37 nyuddannede erhvervsassistenter. I løbet af to år har de opnået stærke faglige, personlige og sociale kompetencer, så de nu er klar til at fortsætte i enten uddannelse eller job.

Niels Yde, der er direktør på Learnmark Horsens, citerede i sin tale til dimittenderne Peter Plys:

”Hvilken dag er det i dag,” spurgte Peter Plys.
”Det er i dag,” svarede Grisling.
”Min yndlingsdag,” sagde Peter Plys.

Med udgangspunkt i citatet satte Niels Yde fokus på, at de nyuddannede erhvervsassistenter skal udnytte, at verden står åben for dem.

- Hver dag har sine muligheder, som I skal turde gribe ud efter og gøre til jeres egne. Ingen andre kan gøre det for jer. For det er kun jer, der ved, lige nøjagtig hvad I vil. Det er vigtigt, at I har lysten til at fylde dagene ud, så de bliver til yndlingsdage, sagde Niels Yde til de smilene dimittender.

Klar til uddannelse og job

En stor del af den toårige KUU-uddannelse foregår i forskellige virksomheder, hvor eleverne er i erhvervstræning. Her har KUU-eleverne lært, hvad det kræver at passe et job, og de er blevet afklaret i forhold til uddannelse og/eller job.

Ud af de 37 nye erhvervsassistenter

• fortsætter 19 på en erhvervsuddannelse og to på en gymnasial uddannelse
• fortsætter 11 i job
• fortsætter to på Forberedende Grunduddannelse (FGU)
• er tre i afklaringsforløb om uddannelses- eller jobvalg.

Anderledes afslutning 

De nyuddannede erhvervsassistenter fik en noget anderledes afslutning på deres skolegang, end de havde forventet. De måtte som alle landets unge ikke komme i skole i flere uger og modtog i stedet fjernundervisning hjemme.

- Ikke alt er gået, som I drømte om. Situationen gjorde, at tingene blev anderledes. Det er ikke første gang, det sker for jer, og det er heller ikke sidste. Jeg ved, at det har været en udfordring for mange af jer, men I engagerede jer i det, og klarede det. Det fejrer vi også i dag, understregede direktøren og afsluttede sin tale med et stort tillykke til dimittenderne og deres stolte forældre.

Ros og Hoptimister

KUU-eleverne har i to år haft deres hverdag på Strandpromenaden i Horsens, som er KUU´s base, i virksomheder, hvor de har været i erhvervstræning i op til 24 uger, og på erhvervsuddannelserne Learnmark Tech, Learnmark Business og Social- og sundhedsskolen i Horsens.

Til dimissionen blev de også hyldet med rosende ord fra kontaktlærerne og fik overrakt deres KUU-beviser. Alle fik også en grøn Hoptimist til minde om deres tid på KUU og alt det, de har lært.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024