65 år sammen – og nu hver for sig

65 år sammen – og nu hver for sig
13. 07 2018
Gunnar og Marie holder fast i deres ægteskab fra to adresser.

662 års ægteskab på samme adresse og tre på hver sin. Det giver 65 i alt og ret til titlen som krondiamantbrudepar.
 Marie og Gunnar Pedersen på 85 og 89 år fejrede de mange år sammen den 1. maj. Vejret var koldt og regnfuldt og slet ikke som på bryllupsdagen for 65 år siden, hvor solen skinnede om kap med deres sortlakerede køretøj, en Ford A fra 1919.
 Efter vielsen dengang købte parret ret hurtigt hus i Hundslund, og her boede de i 58 år, indtil de skiftede boligen ud med en lejlighed lige i nærheden. Det var i 2010.

Stor omvæltning
Gunnar bor stadigvæk i lejligheden, men for tre år siden måtte Marie flytte ind på Plejecenter Skovly i Hovedgård på grund af sygdom. Det vendte op og ned på deres liv.
 - Det var en stor omvæltning pludselig at skulle bo alene, fortæller Gunnar, der nu klarer sig selv med privat hjemmehjælp og mad fra slagteren i Hou. Et par gang om ugen tager han med flextaxa ud til Marie på Skovly. Her er han en tre timer, hvorefter han bliver hentet igen.

Røder roser
Sådan var det også på deres krondiamantbryllupsdag, hvor Gunnar blev kørt over til Marie om formiddagen. Med sig havde han en stor buket røde roser, nøjagtig som dengang de blev gift.
 Festen blev holdt lørdagen efter på Skovly, og personalet havde i dagens anledning lavet æresport af friske bøgegrene. 20 mennesker var inviteret - heriblandt en masse familie der er kommet til i kølvandet af parrets to sønner.

Mobil på lydløs
Til hverdag lægger Gunnar sig ikke helt fast på, hvilke ugedage, han er hos Marie, for det afhænger af, hvad han ellers skal.
 -      Gunnar skal passe sine klubber, så han kommer, når han ikke skal noget andet, fortæller Marie og tilføjer, at hun af og til kan føle sig lidt alene. Især om aftenen. Men så hjælper det at gribe telefonen.
 -      Det er mig, der ringer op, for jeg er lettere at holde styr på. Og så skal jeg bare ikke ringe i kirketiden. Hvornår lærer han at sætte mobilen på lydløs, spørger Marie, mest henvendt til sig selv. Hun ved nemlig godt, at Gunnar har sine vaner. Og sådan er dét efter så mange års ægteskab. Man holder ud og holder ved.
 Og så holder man jo også af, tilføjer hun og uddyber:
 - Jeg er nok den mest hidsige af os to. Jeg skælder ud, og så er det overstået. Gunnar, han tygger lidt på det og tager den med ro. Men ind i mellem alt det kan han stadigvæk give mig kriller i maven.

Jernbryllup
Om fem år har parret været gift i 70 år, men selvom de har fejret alle deres bryllupsdage i tidens løb, vil de lige vente lidt med planlægningen af det næste: jernbrylluppet.
De er nemlig enige om, at der kan ske meget på fem år, så det er bedst at tage én dag ad gangen.