Åbning af sansehave på Gedvedhus

Åbning af sansehave på Gedvedhus
25. 05 2019
Daglig leder på Gedvedhus Henrik Brandt havde ventet spændt på dagen og havde kigget ængstelig mod himlen da det lunefulde danske forårsvejr ikke havde været venlig stemt. Heldig kunne han smile torsdag 23. maj da vejret viste sig fra sin gode side netop da centrets nye sansehave skulle indvies.

Den nye sansehave er på 600 kvm. og indeholder en flot pavillon, og en kommende lund med frugttræer – som lige skal vokse sig større – her er smukke anlagte stier og masser planter, træer og ikke mindst krydderurter.

Det gode vejr have lokket mange gæster til arrangementet og Ellen T. Schmidt (S), formand for velfærds- og sundhedsudvalget holdt åbningstalen og klippede den røde snor over med en lille fin guldsaks.

Efter den officielle del tog harmonikamusikken over og dagens orkester med to harmonikaer og forsanger bidrog til den gode stemning blandt beboerne på Gedvedhus og de mange gæster. Foran indgangen til Gedvedhus var der opstillet en pølsevogn så alle kunne få sig en hotdog og den obligatoriske kakaomælk.

Sansehaven kommer til at vokse sig stor of flot og skulle være næsten vedligeholdelsesfri, men som Ellen T. Schmidt sagde i sin tale: jeg tror ikke vi er mange som kender til en vedligeholdelsesfri have, hvilke fremkaldte smil og latter.

Der løber et fint stisystem gennem sansehaven og der er opstillet mange bænke så man kan sidde og nyde haven. Som en lille fin detalje er der plantet timian under hver bænk og andre steder i haven bruger man purløg som kantbeplantning. Det er en smuk have som Gedvedhus og deres beboerne nok skal få stor glæde af.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook