AC Horsens skriver kontrakt med Mads Bech

AC Horsens skriver kontrakt med Mads Bech
10. 06 2015

AC Horsens og den 16-årige Mads Bech Sørensen har skrevet en toårig kontrakt, der løber frem til 30. juni, 2017. Mads Bech glæder sig over, at han nu har fået sin fremtid på plads, både hvad angår uddannelse og fodbolden i AC Horsens.

- Vi har været i dialog i et stykke tid, og nu har jeg skrevet under på kontrakten, som rykker mig op i 1. Divisionstruppen. Planen er at jeg skal spille kampe for U19-holdet og ellers være med så vidt som muligt omkring holdet i 1. Division i næste sæson. Efter sommerferien starter jeg på HHX på Handelsskolen og mit skoleforløb skal kombineres med fodbolden, udtaler Mads Bech.

Søndag 3. maj blev Mads Bech den yngste debutant nogensinde i klubbens historie, da han debuterede som venstre back mod HB Køge på Herfølge Stadion i 27. runde. I kølvandet på den kamp har han spillet kontinuerligt med på holdet, og han har nu fået seks kampe under bæltet.

- Jeg har virkelig nydt at spille med i den håndfuld kampe, hvor jeg har været med her sidst på sæsonen. I næste sæson skal jeg blive ved med at lære og suge til mig. Mit fokus skal være at gøre det så godt som muligt på U19-holdet, og så skal jeg forsøge at gribe chancen, hvis jeg får den igen i 1. Division. Jeg glæder mig over, at kontrakten er kommet på plads, og jeg har store forhåbninger til de kommende år i AC Horsens, slutter Mads Bech.

Cheftræner Bo Henriksen glæder sig også over, at AC Horsens har skrevet en lang kontrakt med det unge talent, der har gjort det godt på holdet her i slutningen af sæsonen.

- Mads Bech er et unikt talent, og det er ikke tilfældigt, at han i kampen mod HB Køge blev den yngste debutant i klubbens historie. Han har gjort det rigtig godt i de her kampe, hvor han har fået chancen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han også kommer til at gøre det rigtig godt fremover. I 1. Division er han her og nu bedst som venstre back. På sigt er der ingen tvivl om, at vi mere ser ham som central midtbanespiller, men det er han ikke klar til i 1. Division endnu. På U19-holdet skal han i næste sæson fortsætte med at spille som central midtbanespiller. Vi skal passe godt på ham, så han får den rette udvikling i de rigtige tempi. Mads er et af de største talenter, vi har, og han bliver et vigtigt aktiv i den satsning på klubbens egne unge talenter, som vi skal dyrke i de kommende år, fortæller Bo Henriksen.

Mads Bech Sørensen er 16 år. Han blev født den 7. januar, 1999 og har bopæl hos sine forældre i Østbirk.

www.achorsens.dk