AC Horsens snublede i overtiden



AC Horsens havde kontrol over kampen mod Brønshøj, men i overtiden hev hjemmeholdet alle spillere med frem – inklusiv keeperen Nicklas Dannevang – og det lykkedes Nuri Mustafi at udligne Martin Lunds fine føringsmål.

Det var småt med chancer i kampens indledning, og Troels Kløve havde det første gule forsøg, da han skar ind i banen fra venstrekanten og afsluttede, men der var ikke kvalitet nok i skuddet.  Et par minutter senere var en misforståelse mellem Jakob Busk og Sonni Nattestad ved at føre til en chance til hjemmeholdet, men der kom ikke noget ud af den situation.

Gæsterne rykkede til gengæld på måltavlen i det 21. minut, da kvikke kombinationer på kanten af Brønshøjs felt udspillede hjemmeholdet, og Jeppe Mehl prikkede bolden ind i feltet til Martin Lund, som køligt udplacerede Nicklas Dannevang.

Brønshøj-spillerne forsøgte at svare igen, men det blev ikke for alvor farligt før i det 45. minut, da Frederik Helstrup forsøgte sig med en tilbagelægning til Jakob Busk. Sani Tahir opsnappede bolden og styrede mod kassen, hvor Busk i første omgang fik afværget situationen, og Helstrup nåede efterfølgende tilbage og tacklede Tahir.

”De Gule” havde også fin kontrol over kampen efter pausen, men formåede desværre ikke at lukke kampen med 0-2 målet. Der var ellers optræk til det flere gange med fine omstillingsmuligheder, men det var lige ved og næsten. Jeppe Mehl burde have scoret for tredje kamp i træk, da han fik serveret bolden fra Martin Lund fem minutter efter pausen, men Dannevang reddede flot.

I overtiden fremtvang værterne et hjørnespark og kastede alle spillere med frem. Bolden blev sendt ind i det lille felt, hvor Nuri Mustafi nåede den først og dirigerede den i kassen, og kort efter blev kampen fløjtet af.

Næste opgave for AC Horsens er tirsdagens pokalkamp mod Brabrand, og derefter venter braget mod AGF, der spilles på CASA Arena Horsens søndag den 28. september klokken 14.30.
 

Helstrup: Vi havde styr på kampen

AC Horsens måtte indkassere et bittert pointtab mod Brønshøj, der bestemt ikke havde sat Jakob Busk på overarbejde, inden udligningen faldt i overtiden.

Frederik Helstrup gjorde status efter kampen.

- Vi havde fint styr på kampen og fik bedre fat i spillet, som kampen skred frem, så det er selvfølgelig bittert, at de scorer i overtiden. Vi havde chancerne til at lukke kampen med 0-2 målet, men det formåede vi desværre ikke, og så er der en risiko for, at de udligner på en tilfældighed til sidst, hvilket var det, der skete. De fik et hjørnespark og havde alle med fremme, og de bragte bolden ind i det lille felt, hvor alt kan ske. Desværre kom de først på bolden, forklarer Frederik Helstrup.

Kampen mod Brønshøj var den tredje på en uge, og to af kampene blev spillet på Sjælland, men Frederik Helstrup føler ikke, at de gule spillere var trætte.

- Vi skulle lige i gang i begge halvlege, men vi var ikke trætte, så det tætte program påvirkede os ikke. Det er selvfølgelig bittert med en sen udligning, men overordnet kan vi ikke være utilfredse med denne uge, hvor vi har hentet syv point i tre kampe, lyder det fra Frederik Helstrup.

Matchfacts:

Brønshøj – AC Horsens 1-1 (0-1)
0-1 Martin Lund (21.)
1-1 Nuri Mustafi (90.)

AC Horsens:
Jakob Busk
Thomas Kortegaard, Sonni Nattestad, Jacob Berthelsen, Frederik Helstrup
Jeppe Mehl, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Troels Kløve
Martin Lund
André Bjerregaard

Indskiftninger, AC Horsens:
68. Niclas Balleby (Jeppe Mehl)
77. Kjartan Henry Finnbogason (André Bjerregaard)
83. Mathias Nielsen (Troels Kløve)

Advarsler, AC Horsens:
8. Jeppe Mehl
53. Steffen Kielstrup
81. Sonni Nattestad

Brønshøj:
Nicklas Dannevang
Mads Gabel-Jørgensen, Jesper Fleckner, Lars Emil Juel Andersen, Oliver Fredsted
Kasper Sørensen, Nuri Mustafi, Casper Henningsen, Sani Tahir
Mikkel Nøhr Christensen
Oke Akpoveta,

Indskiftninger, Brønshøj:
65. Sebastian Lassen (Mikkel Nøhr Christensen)
71. Andreas Granskov (Sani Tahir)
81. Sebastian Dalgaard (Oke Akpoveta)

Advarsler, Brønshøj:
66. Sani Tahir
69. Oke Akpoveta

Tilskuere:
661

Dommer:
Benjamin Leander

Foto: badenfoto.dk
www.achorsens.dk

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024