www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Affaldsslam skal bruges på markerne – langt væk fra det rene drikkevand
Horsens Vand A/S har indgået en aftale med HedeDanmark A/S om at aftage det overskydende slam fra renseanlægget på Alrøvej samt renseanlægget i Brædstrup.
Dette slam er særdeles velegnet som gødning i landbruget, men det skal bruges med omtanke. Ikke mindst af hensyn til drikkevands-reserverne.
Aftalen løber 3 år, og forpligter HedeDanmark til at finde marker og skovbrug til de ca. 10.000 ton slam, renseanlægget producerer hvert år. Slammet indeholder masser af næringsstoffer, som kan genbruges som relativ billig gødning – men der er især én vigtig pointe: Slammet må ikke spredes ud på områder med særlige drikkevands-interesser.
- Vi analyserer hele tiden slammet for ca. 30 navngivne stoffer, bl.a. tungmetaller, og vi ligger konstant langt under de gældende grænseværdier. Men vi ved også, at slam måske kan indeholde stoffer, som vi ikke har mulighed for at tjekke. Derfor skal vi sikre, at drikkevandet ikke bliver udsat for nogen risiko, siger driftschef i Horsens Vand A/S Nicolaj Ørskov Olsen.
D ette forsigtigheds-princip bakkes 100 pct. op af Danva, der er organisationen for vand- og spildevandsforsyninger i Danmark. Horsens Vand A/S er dog blot den anden forsyningsvirksomhed i landet, der indgår en formel aftale om sikker håndtering af slam.
- Nogle skal jo gå forrest, og det gør vi gerne, fastslår driftschefen.
Aftalen forpligter HedeDanmark til at garantere og dokumentere, at slammet ikke spredes ud oven på drikkevands-reserver. Det sker via en årlig oversigt over de arealer, hvor slammet
bliver brugt.
- Skulle der blive en konflikt med et drikkevandsområde, kan vi hæve kontrakten med omgående virkning – men det forventer vi selvsagt ikke, understreger Nicolaj Ørskov Olsen, der ikke ved, hvor langt slammet skal fragtes.
- Det er HedeDanmarks opgave og afgørelse, men naturligvis er der ingen, der har interesse i at køre de mange læs længere end højst nødvendigt, siger han.
De 10.000 årlige ton slam fra Horsens skal i øvrigt udspredes på et område på knap 1000 hektar – det svarer til størrelsen på ca. 1500 fodboldbaner.













