Allehelgen – mindernes frirum

Sognepræst Søren Jensen, Lundum og Hansted pastorat
Sognepræst Søren Jensen, Lundum og Hansted pastorat
Allehelgen – mindernes frirum
07. 11 2018
Den 4. november blev årets hensovnes navne læst op i kirker rundt om i hele landet. Salmer som ”Se, nu stiger solen af havets skød” og ”Du, som har tændt millioner af stjerner” blev sunget af karsken bælg om end flere af tungerne knækkede over en gang imellem – man kan ikke både synge og græde.

Allehelgen er for mange mennesker i dag associeret med den amerikanske tradition ”Halloween,” hvor børn klæder sig ud som spøgelser, skeletter og hekse og henvender sig ved byens huse for at få slik. Ja, man kan vel kalde det efterårets dystre udgave af fastelavn.

Denne (u)hyggelige nyklassiker af en børnetradition, der også involverer græskarudskæring og lystænding, kunne måske beriges af et lille blik mod allehelgensfejringen i Den Danske Folkekirke? I kirken handler allehelgen også om de døde; her handler det om, at vi som mennesker har brug for at mindes de døde, de hensovne, vore kære.

Allehelgen er et frirum for de minder og følelser, som mange oplever at undertrykke i deres hektiske hverdag, hvor der ikke er plads til at være ked af det. I kirken tør vi tale om døden og den smerte, der er forbundet med den, og vi tør sætte et helt særligt håb op for vores afdøde slægtninge eller venner: I kirken tør vi nemlig håbe på, at der venter vores hensovne et nyt liv – ikke som et levende skelet eller et lagenbeklædt spøgelse – men et nyt liv i Guds himmel, hvor gamle venner og slægtninge tager imod dem, og Gud selv sætter en ekstra stol til bordet, så de kan holde løvsalsfest for fuld udblæsning.

En tid for minder

Hvorfor skal vi mindes dem, der er gået bort? Det behøver vi såmænd heller ikke. Hvis du ikke har brug for det, så lad være.

Der er dog mange, der har brug for at få vendt tabet af en elsket livsledsager, far, mor, datter, søn eller ven. Sorgen over tabet af en elsket forsvinder for de fleste ikke på en dag, ej heller en uge eller en måned. Sorgen forsvinder ikke, den bliver omdannet i vores kroppe til minder og følelser, der skal have lov til at leve sammen med os igennem hele livet. Det betyder ikke, at det skal være et mål at hulke sig igennem hverdagen årtier efter, at ens oldefar er sovet stille ind, men det betyder, at vi ikke skal underkende, at sorg er en tilstand man lever med og ikke en sygdom, der går over igen.

Folkekirken har vidst dette længe og forsøger at give et frirum, som minderne kan få lov at være i. Her bliver du ikke dømt som patetisk bare fordi du fæller en tåre, for lige ved siden af dig sidder der en anden, som også har brug for at lade øjnene bløde endnu en gang.

En opfordring til spøgelserne, skeletterne og heksene

Det kan være godt med nye hyggelige traditioner, og der er aldrig noget i vejen for at klæde sig ud i en god leg. Det skal dog være min opfordring eller måske rettere udfordring til jer, om I virkelig tør tage en snak om døden? Tør I tage jer tid en eftermiddag eller aften til at spørge jer selv og hinanden, hvordan det egentlig føltes dengang bedstemor eller bedstefar gik bort; eller hvad I selv tænker om døden? Er den farlig? Er den god? Kan den være begge dele?

Man kan også spørge sine forældre, om de mon har mistet, og hvordan det mon føltes? Jeg er sikker på, at der i de fleste gemmer sig en tanke eller to, der har brug for luft.

Søren Jensen
Sognepræst i Lundum og Hansted pastorat