Alletiders tandtrolde er løs igen

Johnna Wennerwald og Kamilla Engelund Nielsen, som Karius og Baktus på Horsens Amatør Teater
Johnna Wennerwald og Kamilla Engelund Nielsen, som Karius og Baktus på Horsens Amatør Teater
Alletiders tandtrolde er løs igen
12. 10 2019
Hvem har ikke hørt om Karius og Baktus? I efterårsferien spiller Horsens Amatør Teater den klassiske børneforestilling af Thorbjørn Egner, i teatersalen på Allégade 16B.

Inden man farer hen for at bestille billetter, kan vi oplyse at der har kunne meldes om udsolgte forestillinger siden uge 40, og teaterets formand Henrik Kærhus Sørensen fortæller:

- Da vi satte forestillingen til salg i forsommeren, og uden anden annoncering end et opslag på Facebook, kunne vi tydeligt fornemme hvor populær forestillingen med Karius og Baktus er. Vi spillede den sidst for tre år siden – og med samme succes. For 14 dage siden talte vi i bestyrelsen om hvordan vi kunne skaffe flere pladser og ved at lægge to rækker madrasser og liggeunderlag foran række et, fik vi yderligere 20 ekstra pladser til hver forestilling – ja, og de blev også solgt på 2 – 3 dage.

De erfarne skuespillere Kamilla Engelund Nielsen og Johnna Wennerwald spiller Karius og Baktus. De laver en meget flot og børnevenlig udgave af de to tandtrolde, med masser af sang og falde-på-halen-komedie, og der er masser af gode ting i deres forrygende dialog som vi voksne kan grine med på.

Horsens Amatør Teater har tidligere taget forestillingen med på turne, men denne gang spiller man kun i egen sal. Af samme årsag har scenografien og lysdesignet fået en ekstra tand op, hvilket klæder forestillingen utroligt flot.

Man spiller sidste forestilling lørdag 19. oktober kl. 11 og herefter skal scenografien tages ned og sættes i depot, så man kan gøre klar til efterårets store satsning, Faderen af August Strindberg.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook