ATLETIK: Andreas Bube forbedrer sig igen-igen

Foto: Kim Gudmand
Foto: Kim Gudmand
ATLETIK: Andreas Bube forbedrer sig igen-igen
19. 02 2012
To danske OL-håb viste lørdag aften storform. I Gent forbedrede 800 meter-løberen Andreas Bube med 1:47,50 min. sin personlige rekord for tredje gang på ni dage, mens Sara Slott Petersen i franske Val-de-Reuil tog sæsonens tredje sejr i tre starter – endda i ny europarekord, omend en uofficiel en af slagsen.

Efter at have været i B-heatet i sine to seneste starter var Andreas Bube lørdag aften i Gent med i A-heatet. Det kvitterede han for med en flot andenplads, knebent besejret af den tidligere EM-sølvvinder indendørs, spanieren Antonio Reina. Tæller man også Bagsværd-løberens seneste to starter udendørs med, har han nu forbedret sin personlige rekord i fem løb i træk. Var det ikke for en vis Wilson Kipketers tydelige spor i rekordbøgerne, havde der været tale om fem danske rekorder på stribe! At den 30-årige Reina sejrede i løbet, var dog en bet for Bube.

”Jeg har sådan lidt blandede følelser. Inden sæsonen havde jeg ikke forventet så hurtige tider, men når jeg står på startstregen, så vil jeg vinde – og helst i en hurtig tid. Så det gør lidt ondt at blive 2’er. Men jeg er bare glad for, at grundformen er så god, som den er,” konstaterede Andreas Bube umiddelbart efter løbet.

Løber igen i Stockholm torsdag
Torsdag er han på løbebanen igen i sin foreløbigt sidste internationale start, når han er med på 800 meter ved det afsluttende stævne i vinterens fornemste serie - IAAF Indoor Permit – i Globen i Stockholm (vises direkte på Svensk TV4). Lørdag og søndag handler det så om DM i Skive, hvor han med indledende og finale runder sæsonen af. VM-inde, som finder sted i Istanbul to uger senere, bliver som førnævnt uden dansk deltagelse på 800 meter, da Bube hele tiden har haft fokus på sommerens EM og OL.

Europarekord til Sara Slott Petersen
Tre sejre i tre starter - og oven i hatten en verdens- og en europarekord. Det er det foreløbige facit af det, der fra starten af har været en lavt prioriteret indendørssæson for Sara Slott Petersen (Aarhus 1900). Europarekorden kom lørdag aften i Val-de-Reuil, hvor den kommende OL-deltager for første gang nogensinde prøvede kræfter med den uofficielle disciplin ”indendørs 400 meter hæk”.

Trods den indendørs 200 meter-banes snævre sving - og det uvante i at skulle gå ind på inderbanen efter første omgang – stoppede uret på 56,66 sek., hvilket blot er 0,69 sek. fra hendes danske rekord udendørs.

Tidligere på sæsonen erobrede hun i Finland en højst uofficiel verdensrekord på 300 meter hæk – på en indendørs 400 meter bane. Rekordsnakken skal naturligvis tages med et stort gran salt, men lørdagens løb er ikke desto mindre endnu et vidnesbyrd om, at Sara Slott Petersens nuværende form lover særdeles godt for udendørssæsonen. Og mon ikke hun tager tre sejre til (200, 400 & 4x200 meter stafet) ved DM i Skive næste weekend og dermed går ubesejret ud af vintersæsonen?

Int. Flanders Athletics Meeting, Gent (BEL) d. 18. februar 2012
800 meter M – A-heat
1. Antonio Reina, Spanien 1:47,34 min.
2. Andreas Bube, DEN/Bagsværd AC 1:47,50 min. - personlig rekord
3. Maury Surel Castillo, Cuba 1:47,85 min.

Meeting National en Salle, Val-de-Reuil (FRA) d. 18. februar 2012
400 meter hæk K
1. Sara Slott Petersen, DEN/Aarhus 1900 56,66 sek. - uofficiel europæisk bedstenotering
2. Svetlana Gogoleva, Rusland 58,57 sek.
3. Anastasia Buldakova, Hviderusland 62,80 sek.

Andreas Bube har nu forbedret sin personlige rekord fem stævner i træk:
udendørs
1:45,48 min. – Daegu, Sydkorea d. 27. august 2011
1:45,04 min. – Bruxelles, Belgien d. 16. september 2011
indendørs
1:47,81 min. – Düsseldorf, Tyskland 10. februar 2012
1:47,62 min. – Liévin, Frankrig 14. februar 2012
1:47,50 min. – Gent, Belgien d. 18. februar 2012