Bad ikke ved Husodde Strand



- I forbindelse med vores regelmæssige overvågninger af badevandet, har vi fundet ud af, at vandet er forurenet med enterokokker og E-coli bakterier. Det betyder, at det kan være sundhedsfarligt at bade ved Husodde Strand, og derfor fraråder vi alt badning, siger Tommy Krogh Abrahamsen, der er ingeniør ved Natur og Miljø i Horsens Kommune. Han tilføjer:

- Vi holder selvfølgelig tæt øje med badevandskvaliteten, fordi vi ved, at der er mange, der holder af at bade ved Husodde Strand. Når vi vurderer, at badekvaliteten er i orden igen, melder vi det ud hurtigst muligt. Vi forventer, at badevandskvaliteten snart er i orden.

Bad ikke ved Husodde Strand efter kraftige regnskyl

Forurenet badevand kan forekomme efter et voldsomt regnskyl, og selv om der er anlagt bassiner til at aflaste ved kraftige regnskyl, er regnmængderne blevet så voldsomme, at det ikke altid er nok.

- Bakterierne kan ikke overleve i havvand, men en del af bakterierne kan overleve i flere døgn. Derfor kan der gå flere dage efter en forurening, før badevandet er i orden igen, forklarer Tommy Krogh Abrahamsen.

- Vi har i sidste uge oplevet store regnskyl, og det kan være årsagen til, at vi har fundet enterokokker og E-coli bakterier i badevandet. Vi opfordrer derfor til, at man generelt ikke går i vandet ved Husodde Strand efter længerevarende, voldsomme regnskyl, siger Tommy Krogh Abrahamsen

Badevandet ved Husodde Strand er normalt helt i top

Som mange horsensianer ved, så flager man normalt med blåt flag ved Husodde Strand, fordi badevandskvaliteten er i top. Lige nu er flaget taget ned.

- Normalt bliver badevandskvaliteten kategoriseret som værende "udmærket", og det er nok jysk for "helt i top", for det er den højeste karakter badevand kan få, tilføjer Tommy Krogh Abrahamsen.

Vil du have en SMS, når badekvaliteten er i orden igen? Så skriv "KOM HUSODDESTRAND" til 1910. Tjenesten er gratis, og man kan til enhver tid afmelde sig.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024