Banemandens testamente ...



Jørn Damgaard Andreasen, der har skrevet Banemandens testamente, fortæller torsdag den 22. januar om arbejdet med bogen på Østbirk Bibliotek. Banemandens testamente er en spændingsroman inspireret af bl.a. Horsens Kommunes naturgenopretningsprojekt vedr. Gudenåens forløb i området omkring vandkraftværket ved Vestbirk, hvor en del af projektet har medført en frilæggelse af den siden 1929 ”begravede” stålgitterjernbanebro fra 1899 - et projekt, som gennem det meste af 2014 har været genstand for megen omtale i de lokale aviser samt i TV-syd.
 Forfatteren kommer bl.a. ind på baggrunden for bogens tilblivelse, herunder netop naturgenopretningsprojektet ved Vestbirk, nogle af de historiske forhold, som er omtalt i bogen, samt hvordan han har oplevet skriveprocessen. Jørn Damgaard Andreasen har lagt stor vægt på den lokale geografi og historisk korrekte og faktuelle begivenheder og fører bl.a. læseren forbi ”De Gammelstærke” i Hedensted-Korning-området, Vestbirk Trikotagefabrik, Gammelstrup Teglværk, Vestbirk Vandkraftværk osv., men har ladet sin fantasi råde omkring den ”perfekte forbrydelse”, som bærer den fiktive handling i bogen.
 Jørn Damgaard Andreasen er født og opvokset i Østbirk - har i 38 år været lærer på Egebjergskolen - er i dag bosiddende i Østerlund på et lille husmandssted, hvor han har slået sig på at hyppe sine egne kartofler mv.
 Bogen kan købes på selve aftenen i forbindelse med foredraget.
 Foredraget starter kl. 19.00 og du kan købe billetter à 20 kr. på www.horsensbibliotek.dk og kommunens biblioteker.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024