Benny Brandt bliver sportslig konsulent i Bakkelandets Håndboldklub

Ole Brand, til højre, bliver sportslig konsulent i Bakkelandets Håndboldklub, her sammen med formand Ole Magni.
Ole Brand, til højre, bliver sportslig konsulent i Bakkelandets Håndboldklub, her sammen med formand Ole Magni.
Benny Brandt bliver sportslig konsulent i Bakkelandets Håndboldklub
09. 01 2012

Bakkelandets HK har igennem de seneste par år arbejdet for at sikre den sportslige strategi i klubben. Det overordnede mål for klubben har været og er stadig at sikre hold i alle rækker og dermed tilbyde håndbold for alle.
 - Derudover har vi et ønske om, at BHK skal være det naturlige samlingspunkt for håndbold i den vestlige del af Horsens Kommune.
 - Det er derfor med stor glæde, at bestyrelsen kan meddele, at der for sæsonen 2012/13 er indgået en aftale med Benny Brandt om, at han overtager rollen som sportslig konsulent i Bakkelandets Håndboldklub, siger formand Ole Magni.
 Benny Brandt skal, med reference til BHK’s sportslige udvalg, supportere alle trænere fra micro til senior. Målet er at Benny Brandt skal sikre en genkendelig tråd gennem træningen i BHK samt sikre et godt træningsmiljø.
 Både Benny Brandt og Bakkelandets HK ser det som en afgørende faktor, at der skal skabes et godt træningsmiljø for at tiltrække børn og unge til håndbold.
 At aftalen med Benny Brandt er faldet på plads, ser BHK som en accept og godkendelse af den strategi, der allerede er sat i gang i klubben.
 - Med Benny Brandts tiltræden i Bakkelandets HK mener vi, at vi har fået en af landets bedste talenttrænere ind i folden. Det er en enorm hjælp i bestræbelserne på, at få opbygget et inspirerende og udfordrende træningsmiljø, siger Ole Magni.
 Benny Brandt har gennem det seneste år været tilknyttet Bakkelandets HK ad hoc. Klubbens trænere er blevet inspireret i forhold til opbygning af træningspas og sammensætning af træningsøvelser.
 Derudover er Benny Brandt overordnet instruktør på Bakkelandets HKs håndboldskole.
 Benny Brandt har således et kendskab til dagligdagen i Bakkelandets HK og med indgåelsen af en permanent aftale ser bestyrelse, at det er lykkedes at hæve overliggeren betragtelig i klubben.
 Benny Brandt tiltræder i Bakkelandets HK den 1. maj og vil dermed være klar til at støtte op om sommertræningen.