Birgit Skovgaard: Tusind tak

Birgit Skovgaard: Tusind tak
05. 10 2018
Tusind tak til dig, som stemte på Maren Spliid gruppen ved kommunalvalget i november 2017. Vi blev meget glade og beærede over din stemme, og den skal komme til at gøre gavn.

Det er lidt sent at takke – men overskuddet har ikke været til et læserbrev. Dagen efter valget viste det sig, at Jens – manden i mit liv, fra jeg var 17 år – var alvorligt syg. Sidst i april døde han desværre. Gruppens øvrige medlemmer har egne udfordringer.

Også tusind tak til dig, som sendte mig en hilsen på Facebook efter Jens´s død. Det varmer helt utroligt!

Jeg har lovet, at vi ville arbejde på de interne linjer for ”gevinst”, ved de netop overståede budgetforhandlinger, til gavn for vore vælgere. Det har vi forsøgt – men vi trak desværre en nitte denne gang. Det beklager jeg.

Jeg arbejder på at finde mit nye jeg – og på, at finde liv igen. Politik vil stadig være en vigtig del, er jeg overbevist om. Så jeg håber du som vælger, har lidt tålmodighed.

Nu hvor julen nærmer sig med alt for hastige skridt, vil jeg gerne komme med en opfordring til – ikke alene vores vælgere, men alle kommunens borgere. Handl lokalt! Støt op om vores lokale handelsliv. Det kommer os alle til gavn.

Maren Spliid Gruppen har i nogle år – også sammen med Simon Overby fra Kristendemokraterne – forsøgt at få fokus på ”Køb dansk, handl lokalt”. Vi har været i kontakt med forskellige, som vi tænkte ”burde” været interesseret heri. Men det er ikke så enkelt som det kan lyde. Der går hurtigt forretning og andre interesser i emnet. Vi vil prøve andre veje. Men indtil vi finder overskuddet hertil, vil jeg gerne opfordre dig til at støtte det lokale handelsliv – både i hverdagen og i forbindelse med julehandlen.

Jeg er med på, at alt ikke kan være dansk – men vi kan alle handle det meste lokalt, hvis vi vil.

Så er der bare tilbage at ønske, at der skabes lige adgang til butikkerne. Her tænker jeg ikke på om vi alle kan få døren op til den enkelte butik – men om kommunalbestyrelsen magter at sørge for, at der er brugbar parkering for alle.

Mange Hilsner Birgit
Talsmand for Maren Spliid Gruppen
Birgit Skovgaard
Snerlevej 7, 8700 Horsens