Birkebo i Formel 1

Bente Stæger Holst, der er beboer på Birkebo, synes det er skønt, at hun selv kan åbne vinduet fra lænestolen.
Bente Stæger Holst, der er beboer på Birkebo, synes det er skønt, at hun selv kan åbne vinduet fra lænestolen.
Birkebo i Formel 1
29. 06 2012
Hypermoderne plejecenter i Østbirk ved Horsens overhaler inden om med velfærdsteknologi. Af Mette Pamperin Rasmussen. Foto: Per Algreen, Horsens Kommune

Teknologiforskrækket skal man ikke være, når man træder inden for på det nye Plejecenter Birkebo i Østbirk i Horsens Kommune. Birkebo er gået fra at være et gammeldags plejehjem i traditionel forstand til i dag at være ny- og ombygget til et topmoderne plejecenter. Ingen andre steder i landet finder man velfærdsteknologi i den skala samlet på et sted.
 Allerede ved indgangen mødes beboere og besøgende af er en stor infoskærm, der byder velkommen til Birkebo. På stuerne åbner og lukker beboeren selv vinduet med en fjernbetjening. Sengen hjælper ham med at komme op at stå om morgenen. Toilettet hjælper ham ned at sidde og op igen - og vasker og tørrer tilmed.
 Der er indlagt trådløst internet i alle plejeboliger, og døre og skabe åbnes med nøglebrikker, som kodes efter behov. Om natten gør robotterne rent på gangene - og sådan fortsætter rækken af teknologiske vidundere på centeret.
 »Borgerne har generelt et ønske om at være så selvhjulpne som overhovedet muligt. Med de moderne hjælpemidler får beboerne i højere grad mulighed for at klare sig i helt basale dagligdags situationer som det at have behov for lidt frisk luft og gå på toilettet - eventuelt med en medarbejder på sidelinjen,« siger sundhedscenterleder Annalise Dahl.
 »For på trods af de nye teknologier, er Birkebo hele vejen igennem et hjem for beboerne med nærvær og gode og trygge rammer, hvor der tages udgangspunkt i den enkelte beboers behov«.
 Birkebo har 22 plejeboliger og en aflastningsplads. De nye teknologier er tænkt ind lige fra den første streg blev sat på papiret, og det betyder, at centeret samtidig er gearet til fremtidens krav og muligheder.
 »Når vi siger velfærdsteknologi i Horsens Kommune, tænker vi sundhedsfremme og selvbestemmelse for borgeren. Vi arbejder med bedre, og mere skånsomme arbejdsvilkår for medarbejderne, og ikke mindst muligheden for at effektivisere på en måde, hvor borgeren oplever at få mere livskvalitet og selvværd for færre ressourcer,« siger sundhedscenterlederen.
 
Birkebo – på film
Se med og oplev »En dag på Birkebo« i filmen af samme navn på Horsens Kommunes hjemmeside eller via linket herunder.

Sorry, you need to install flash to see this content.