Børnekulturdag på Kulturstationen

Børnekulturdag på Kulturstationen
17. 05 2018

Den 27. maj slår Kulturstationen i Skolegade igen dørene op til en festlig børnekulturdag. Denne gang med masser af forårsstemning og aktiviteter i gården.
 Kulturstationen slår dørene op til Børnekulturdagen den 27. maj fra kl. 10.00-15.00.
 Musikskolen, Balletskolen, Billedskolen, Komediehuset og Horsens Byskole er gået sammen om at flette et festligt program sammen. Ifølge arrangørerne bliver det en dag fyldt med musik, leg, cirkus, dans, teater, krea-workshops og andre sjove oplevelser for hele familien.

Liv i skolegården
I anledningen af foråret og sommeren er mange af dagens aktiviteter rykket ud i Kulturstationens gård, hvor der bliver mulighed for at deltage i en masse aktiviteter. Bl.a. kan I høre eventyrlige fortællinger eller være med til åben artisttræning med Komediehuset. I kan lave pixelart og pallemøbler med Billedskolen, være med til åben scene og moderne dans ved Musikskolen og Balletskolen, lave stop motion videoer og snobrød med Byskolen afd. Kildegade og meget mere.
 I gården bliver der også et picnicområde, hvor det er muligt at nyde sin medbragte mad. Hvis I ikke har fået madpakke med stiller Musikskolens Støttekreds op med grill og café.

Åbent hus for alle
Under Børnekulturdagen vil der være åbne døre i hele kulturstationen og mulighed for at lære både Musikskolen, Balletskolen, Billedskolen og Komediehuset bedre at kende.
 - Når vi åbner Kulturstationen for byen, så er det fordi, vi har et stort ønske om at præsentere dels en masse børnekultur, men i høj grad også for at byde de børn med familier, som normalt ikke har deres gang på Kulturstationen indenfor, fortæller lederne af kulturskolerne.
 I løbet af dagen kan publikum både opleve, hvad kulturskolernes egne elever kan, og hvad de arbejder med i forbindelse med deres undervisning på kulturskolerne og Horsens Byskole afd. Kildegade. Kulturstationen får også besøg af bl.a. Cirkus Tværs og Body Rhytm Factory, der optræder i gården.
 Der er gratis entré til hele dagen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!