Broen bjergtager mange



Udgravningen af en 115 år gammel jernbanebro i Gammelstrup ved Vestbirk!
 Horsens Kommune var godt klar over, at den historie kunne vække opsigt.
 Men at interessen skulle blive så enorm, havde de aldrig drømt om.
 Siden Horsens Kommune og Naturstyrelsen i april søsatte projektet - udgravningen af den gamle jernbanebro og dét det hele egentlig handler om nemlig at skabe fri passage i Gudenåen – har over 20.000 mennesker besøgt området.
 De besøgende er kommet langvejs fra – fra Fyn og Sjælland - og sågar fra udlandet. Og de er kommet fra lokalområdet. En del dagligt for lige at følge med i, hvad der sker.
 Da udgravningen startede, regnede de to projektledere i Horsens Kommune Tony Bygballe og Simon Marsbøll med, at en 30-40 mennesker ville besøge området om ugen. Tallet skulle vise sig at dække antallet af besøgende pr. dag.
 Den voldsomme interesse førte derfor ret hurtigt til, at der måtte tages nogle forholdsregler.
 - Når vi kom ud i området efter en weekend, kunne vi jo se, at pladsen var tæt pakket med fodspor. Til daglig ankom folk også i en lind strøm. Nogle gik, cyklede eller blev kørt dertil i busser. Ikke alle respekterede afmærkningerne lige godt. Faktisk er vi lidt chokerede over, hvor ”modige” folk kan være. Nogle har gået lige bagved store gravemaskiner. Andre har sat sig ned og spist deres madpakker under broen - med stor fare for at få en skovl i hovedet, fortæller Tony Bygballe.
 Og Simon Marsbøll supplerer:
 - Jeg havde i min naivitet troet, at et par skilte og et rødt bånd kunne markere, hvor folk måtte gå. Men vi indså ret hurtigt nødvendigheden af at investere i et stort hegn, som kunne holde folk på behørig og sikker afstand.
 De mange mennesker førte også til andre uforudsete opgaver for de to projektledere: nemlig guidede ture.
 - Vi regnede med, at en enkelt guidet tur for interesserede kunne gøre det. Men da 80 mennesker mødte op til den første - og dét i silende regn – fik vi ligesom indtryk af, at det nok ikke helt rakte, fortæller Simon Marsbøll.
 Og ganske rigtigt. Parret har i perioden fra april til midt i november arrangeret 10 guidede ture.
 Det er der dog ikke længere tid til, for nye opgaver venter, understreger de.
 I øvrigt forudser de to også, at interessen for den gamle jernbanebro lige så stille vil klinge af og ”indskrænke sig” til diverse søndagsudflugter.
 Men nok først om et par år.

Broen indvies den 13. december kl. 13.00, 2014. Indtil videre er folk kommet med 187 forslag til, hvad broen skal hedde. Navnet offentliggøres ved indvielsen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024