Broen og OK opretter ny talentpulje



Alene Broen Horsens har støttet mere end 700 børn igennem årenes løb, og flere af dem har vist sig, at have et særligt talent. Mange har eksempelvis fået plads på et ungdomslandshold, og har vundet både jyske, danske og europæiske mesterskaber. Dermed opstår nye økonomiske udfordringer, både for udøverne og deres familier. En plads på et ungdomslandshold medfører nemlig udgifter, som i mange tilfælde er for deltagernes egen regning.
 - Der er forskel på, hvor meget de enkelte forbund udenfor Team Danmark har mulighed for at støtte de unge. En sæson som deltager på et ungdomslandshold medfører i ofte en egenbetaling på mellem 20.000 og 30.000 kr. Jeg mener derfor, at man gå så vidt som til at sige, at nogle danske ungdomslandshold ikke består af de bedste spillere, men af de mest velhavende og det er altså et problem, som på den ene eller anden måde skal løses, siger formanden for Broen Horsens Hans Søgaard.

Økonomisk hovedpine til talent
Enna Pehadzic er et af Danmarks største kvindelige talenter inden for basketball i sin årgang. Enna bor i Horsens, hvor hun til daglig går i gymnasiet, og så spiller hun basket på hele to danske landshold, nemlig U20 og U18. Enna har store ambitioner om en fremtidig karriere som basketball-spiller, og har tidligere spillet i den italienske liga for Libertas Bologna.
 Med både international erfaring og udtagelse til ungdomslandsholdene burde karrieren umiddelbart være på rette spor, men for Enna medfører den sportslige succes også en økonomisk hovedpine, fordi basketball ikke er blandt de sportsgrene, som er støttet af Team Danmark. Derfor medfølger der en regning med den voksende succes på banen.
 - Når jeg skal af sted med landsholdene er samlingerne næsten altid i København, og som udgangspunkt skal vi selv betale forplejning, tøj og ophold, siger Enna Pehadzic.
 - I løbet af et år har vi 1-2 samlinger pr. måned, fordi jeg spiller på to ungdomslandshold. Samtidig er der turneringer og slutrunder, hvor deltagelse også er noget, vi selv skal betale for – så det løber virkelig op, siger hun.
 - Det er fedt at spille på landsholdet, og jeg er rigtig stolt af at være nået så langt, men det er svært at få det hele til at hænge sammen økonomisk. En ting er logistikken, men når prisen nærmer sig 20.000 kr. om året fra egen lomme, for at få lov til at repræsentere Danmark, er der altså noget, der ikke er som det skal være, siger Enna Pehadzic.

Broen skal udbygges
Broens midler er specifikt øremærket til at støtte børns muligheder for at dyrke fritidsaktiviteter, og kan derfor ikke umiddelbart bruges til at støtte talentfulde elitesportsudøvere. For at imødekomme problemstillingen arbejder Broen i Horsens på at indsamle midler til en støttepulje, som skal øremærkes netop det formål. En af samarbejdspartnerne er OK, som i første omgang initiativet med 20.000 kr.
 - I OK gør vi i forvejen meget for at støtte lokalsporten og samtidig har vi en ambition om, at det skal være muligt for alle at få adgang til idrætsklubberne, og det fællesskab man møder her, ligegyldigt hvilken økonomisk baggrund man kommer fra, fortæller CSR-ansvarlig i OK Steffen Toft Spiele.
 - Vi vil gerne være med til at sikre, at alle har mulighed for at dyrke sport i det omfang, som de har lysten og evnerne til, ligegyldigt på hvilket niveau, der er tale om. Netop derfor er Broens støttepulje et godt projekt, uddyber han.
 Sammen med OK og andre samarbejdspartnere håber Hans Søgaard, at han på et tidspunkt ikke er nødt til at afvise ansøgninger fra talentfulde sportsudøvere, enten ved at tilføre tilstrækkeligt midler til støttepuljen eller ved at problemstillingen forsvinder, så det udelukkende er talent og ikke økonomi, der bestemmer, hvem der kommer på landsholdet i Danmark.

Broen er i dag en landsdækkende organisation med 20 lokale afdelinger og et landsdækkende sekretariat. Aktiviteterne i Broens lokalafdelinger drives først og fremmest af omkring 100 frivillige ildsjæle. På landsplan har Broens hjulpet mere end 2100 børn siden den første lokalafdeling startede i 2002.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024