Bustur blev til kirketur



Af Søren Jensen Sognepræst i Lundum og Hansted

Et par oplagte værter stod klar som altid, og måtte slås lidt for at dele mikrofontiden - Willy Suhr og undertegnede var som altid i fuld hopla forrest i bussen. Dagens klaverchauffør Alina Henriques, som til daglig agerer kirkesanger og kirkekulturmedarbejder i Lundum og Hansted pastorat, havde i dagens anledning indtaget klaveret, så dagens musikalske udflugt fik et nydeligt akkompagnement.

Foruden et par moderne afstikkere bød repertoiret på gode gamle klassikere, som selvfølgelig blev sunget fra den lille røde seniorsangbog.

Midtvejs i arrangementet var der en strække-ben-pause på en nærliggende rasteplads (våbenhuset), hvor udflugtens deltagere kunne læske ganen, inden turen fortsatte med et oplæg om løgnens genealogi og præstens falske bror.

Efter de gode råd om den gode løgn var videregivet - og nej, de bliver ikke bare sådan lige udleveret her på skrift - så fortsatte sangeskapaderne med flere skønne sange om blandt andet fløjlsgræs og ridderspore samt skovens dybe stille ro.

Endelig afsluttedes udflugten med kaffe og dejlig tærte til de fremmødte.

Der er ikke noget, der binder folk sammen som en god udflugt og smilene på læberne var ikke til at tage fejl af.

Kulturudvalget ved Lundum og Hansted pastorat siger mange tak for en hyggelig eftermiddag. Vi glæder os til at komme på tur en anden god gang.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024