DAB-signalet lukker 1. oktober



De digitale radiosignaler fejrer i år 15-års jubilæum, men 1. oktober er det slut med udsendelsen af traditionelle DAB-signaler. De lukker ned og erstattes af DAB+, der allerede har fungeret i en årrække.
 Branchen ForbrugerElektronik (BFE) anslår, at mellem 200.000 og 400.000 danske DAB-radioer bliver ubrugelige efter 1. oktober.
 Hos eksperterne hos Hovedgård Radio & TV Panasonic Center forventer Henrik Frandsen at en stor del af DAB-radioernes ejere vil blive ganske overraskede over pludselig at stå med en tavs radio.
 – Erfaringsmæssigt er der mange, der ikke i tide får forberedt sig på et signalskifte, og med et lille offentligt fokus på området er der fare for, at rigtig mange denne gang står med problemer, siger Henrik Frandsen og står klar til at hjælpe kunderne.

Sådan får du signal igen
Hvis du gerne vil være sikker på, at din radio kan modtage DAB+ fra oktober, er der forskellige forholdsregler, du kan tage.
 Et af de nemmeste råd at følge er at tage din nuværende DAB-radio og se efter P4. Hvis kanalen er i radioen, har du en DAB+-radio, men hvis P4 ikke optræder, har du sandsynligvis en radio fra før 2011, hvor det nye signal blev fremtidssikret hos radioproducenterne.
 – For de danskere, der er usikre på deres radios kompatibilitet, er det en god idé at tage en snak med den lokale radioforhandler. Hvis man eksempelvis har et hi-fi-anlæg, der ikke længere kan modtage det forældede DAB-signal, behøver det ikke automatisk betyde, at anlægget skal køres på lossepladsen. Der findes andre løsninger på problemet, og dem står vi klar til at hjælpe med, forklarer Jens Krogh, der står i spidsen for 52 butikker i hele landet.

Analog radio fortsætter
Det analoge radiosignal fortsætter indtil videre, og det er ikke endeligt besluttet, hvornår FM-båndet bliver lukket i Danmark. Det afhænger blandt andet af, hvordan DAB+’s udbredelse og popularitet udvikler sig.
 Det er dog regeringens målsætning, at Danmark skal være et hundrede procent digitalt radioland. Men de digitale signalers popularitet vanskeliggøres blandt andet af, at landets næsten 2,5 millioner privatbiler stadig modtager radio og trafikmeldinger via FM-båndet.

Derfor bliver DAB til DAB+
Den 1. oktober 2017 skifter det digitale radioformat i Danmark fra DAB til DAB+. DAB+ er efterfølgeren til DAB. Den nyere DAB+-teknologi giver plads til flere kanaler på sendenettet og dermed mulighed for, at der kan komme flere radiokanaler i Danmark. En lang række regionale kanaler sender allerede i dag på DAB+, og fra den 1. oktober vil alle landsdækkende kanaler, der i dag sendes på DAB, blive sendt på DAB+. Efterfølgende vil der løbende komme nye landsdækkende kanaler til på DAB+, så danskerne får et større udvalg af radiokanaler.

Om formatskiftet
Beslutningen om formatskiftet bygger på den politiske medieaftale, der gælder for 2015-2018, og som et bredt flertal i Folketinget står sammen om. Medieaftalen er den aftale, der sætter rammerne for alle medier i Danmark, herunder radio. Kulturministeriet har derfor iværksat en informationskampagne, der skal informere om mulighederne for at lytte til digital radio og overgangen til DAB+ i Danmark.

DAB+-testen
1. Er din radio en DAB-radio?
Hvis der står DAB eller DAB+ på din radio eller i radioens brugermanual, har du en DAB-radio.
2. Er din DAB-radio købt før 2012?
Står der DAB+ på din DAB-radio, eller er den købt i 2012 eller senere, er du klar til DAB+. Husk, at selvom du kan modtage DAB+, skal du genindstille din radio den 1. oktober, så du kan modtage de nye kanaler, når formatet skifter.
3. Kan du modtage DAB+ på din radio?
Står der ikke DAB+, eller er din DAB-radio købt før 2012, kan du tage DAB+-testen: Genindstil først din radio. Hvis du kan finde og høre DR’s regionale P4-kanaler på din DAB-radio, lytter du allerede til DAB+ og er klar til formatskiftet.
4. Hvad hvis du ikke kan modtage DAB+?
Så kan du lytte til digital radio sådan her: På en DAB+-radio eller via internettet på din computer, tablet, smartphone eller på dit tv.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024