Dagli'Brugsen Tebstrup har fundet sin nye uddeler

Bo Blynning er ny uddeler i Dagli'Brugsen Tebstrup fra 1. januar 2019
Bo Blynning er ny uddeler i Dagli'Brugsen Tebstrup fra 1. januar 2019
Dagli'Brugsen Tebstrup har fundet sin nye uddeler
16. 11 2018
Borgerne i Ejer Bjerge kan se frem til at byde Bo Blynning velkommen som ny uddeler i Dagli'Brugsen Tebstrup den 1. januar 2019.

Bestyrelsen bag Dagli’Brugsen kan nu løfte sløret for, hvem der kommer til at udfylde posten som ny uddeler i Brugsen efter nytår. Navnet er Bo Blynning, han er 43 år og har været ansat i detailbranchen igennem 25 år.

En erfaren mand bag roret i den lokale Brugs

Når Dagli’Brugsen slår dørene op til 2019, vil der således stå en erfaren købmand i spidsen for butikken:

- Bo Blynning har rigtig stor erfaring i at drive købmandshandel. Han kommer fra et job som brugsuddeler i Ejstrupholm, som Coop har valgt at lukke ned, selvom butikken havde omsætningsfremgang. Bo har således arbejdet i Coop-forretninger i de fleste år, men han har også erfaring med sig fra 11 år i Kiwi-forretningerne, fortæller Jens Christian Huusmann, der er formand for bestyrelsen bag Dagli’Brugsen.

Privat bor Bo Blynning sammen med Susanne i Isenvad vest for Silkeborg, og sammen har de en datter på seks år. Bo har tre voksne drenge fra et tidligere ægteskab.
I fritiden er Bo engageret i Ikast egnens Y´s-Men´s klub, haveentusiast, akvariemand og er ellers ivrig ”fodboldkigger”.

Fra den 1. januar tager Bo bilen østpå for at være med til at præge udviklingen i Dagli’Brugsen Tebstrup. Han overtager jobbet efter Allan Jakobsen, som efter knap 25 år har valgt at fratræde sin stilling.

En dynamisk butik, der involverer sig i bylivet

Dagli´Brugsen Tebstrup har, ligesom mange andre forretninger i de mindre landsbysamfund, haft svært ved at holde omsætningen siden lukkeloven blev ophævet i 2012.

-Jeg er meget bevidst om hvilket job, jeg går ind til. Tebstrup har et rigtig godt anlæg og med høj kundeservice, smil og godt humør blandt personalet, kan vi komme rigtig langt, forklarer Bo Blynning og fortsætter:

- Jeg vil sammen med personalet og bestyrelsen afholde arrangementer, som binder Brugsen og borgerne i Ejer Bjerge endnu mere sammen. Vi skal have en dynamisk butik, der både tilgodeser kundernes behov og er en butik, der er sjov at arbejde i. Jeg vil involvere mig i bylivet, opsøge foreninger og institutioner i Ejer Bjerge, for med et godt og solidt lokalt samarbejde kan vi nå nye højder, slutter Bo Blynning.

Der holdes "kom-og-hils-på-den-nye-uddeler"-event fredag den 4. jan. 2019, kl. 15 - 17