Dansk svømmemesterskab til Horsens

Dansk svømmemesterskab til Horsens
29. 05 2016

Horsens Svømmeklub er i en rigtig god udvikling. Svømmere, trænere og instruktører i både konkurrence- og motionsafdelingen gør det rigtig godt - og det bliver der lagt mærke til i svømme-danmark.
 - Det er også derfor, at vi med stor sportslig glæde kan sige, at Horsens Svømmeklub er blevet udvalgt af Dansk Svømmeunion, til at afholde VEST Kortbane-mesterskab 2017 for aldersgruppen Junior/Senior, siger klubchef Jan Løth. Horsens blev valgt blandt fire stærke interesserede kandidater.
 Vest Kortbane-mesterskabe er det største svømmestævne for Jylland/Fyn, med op mod 500 svømmere, trænere og ledere.
 Udvælgelsen viser, at Horsens Svømmeklubs svømmere ikke kun laver gode resultater i bassinet.
 Det viser også, at Horsens Svømmeklub er en troværdig arrangør og samarbejdspartner, når det gælder stævner, mesterskaber og øvrige arrangementer i klubben. Et arbejde, der også er en vigtig del af en stor og aktiv sportsklub.
 Historien viser da også, at Horsens Svømmeklub er god til at yde – og ikke kun nyde! For ud over energiske motionssvømmere i alle aldre og medaljetagende konkurrencesvømmere, har klubben et stort antal fantastiske frivillige, som altid står klar til at hjælpe, - eller har sine faste udvalgsopgaver.
 - Dette engagement gør, at Horsens Svømmeklub med stor succes kunne afvikle Vest Årgangs Mesterskab i maj sidste år og vi i år, for 13. gang, inviterer svømme-danmark til vores lokale Forum Horsens Cup, siger klubchef Jan Løth Andersen.
 De gode resultater, som Horsens-svømmerne præsterer rundt om i landet og de vellykkede stævner og mesterskaber der bliver afholdt i Forum, er med til at profilere Horsens Kommune, som en god svømmeby.
 - For Horsens Kommune og Eliteidræt Horsens er det fantastisk, at det er lykkedes Horsens Svømmeklub at tiltrække et spændende arrangement som VEST Kortbane Junior/Senior. At vores lokale stærke svømmeklub får tildelt sådan et stævne vidner om den store flotte opbakning der er bag klubben, og de mange gode og stærke kræfter som løfter i flok i og omkring bassinerne i Forum Horsens, udtaler Eliteidrætskonsulent hos Horsens Kommune Søren Jochumsen.
 I år afvikler Horsens Svømmeklub Forum Horsens Cup 2016 den 23.- 25. september og Danske Holdmesterskaber i 1. division den 17.- 18. december. Næste år bliver det VEST Kortbane-mesterskab junior/senior den 22.- 24. september og svømme-året rundes af med Forum Horsens Cup 2017, højest sandsynligt den 8.- 10. december i en speciel jule-edition.
 - Det vækker naturligvis glæde i Horsens Svømmeklub, at vi får mere opmærksomhed udefra, siger formand Kim Nissen. Horsens Svømmeklub har de senere år udviklet sig meget, til nu at være en resultatskabende svømmeklub, der bliver lagt mærke til. Senest i december 2015, hvor klubbens førstehold rykkede op i 1. division. Det er en fantastisk præstation og klubben er stolte af både svømmere og trænere.
 Vest Kortbane-mesterskabet bliver klubbens hidtil største stævne, der skal afvikles i Forum Horsens. Med op mod 500 deltagere fordelt på svømmere, trænere og ledere, ligger der et større planlægningsarbejde forud. Klubben har dog erfaring fra tidligere stævner og mesterskaber at trække på. - Det er da også med ro i sindet, at Horsens Svømmeklub meldte sig som kandidat til stævnet, for vi er så heldige, at vi har en stor supportgruppe bag os, i form af yderst aktive forældre og hjælpere, som vi ved altid er klar til at hjælpe, siger Jan Løth. - Men det er da ikke nogen hemmelighed, at vi også får brug for al den støtte og opbakning vi kan få fra vores samarbejdspartnere, f.eks. Horsens Kommune og Forum Horsens.
 - De og vores hjælpere kan nu være med til at løfte Horsens Svømmeklub op på et højere niveau!
 Er man svømmeinteresseret, er der offentlig adgang til svømmestævnerne i Forum.

yesGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!