Den succesfulde Beer-mile tradition fortsætter i Lundum

Dette års vinder af Lundum Beer-mile, Peter Adrian Brouer
Dette års vinder af Lundum Beer-mile, Peter Adrian Brouer
Den succesfulde Beer-mile tradition fortsætter i Lundum
20. 08 2018
For tredje år i træk afholdte Lundum Beer-mile fredag d. 17. august – traditionen tro med lokalt-bryggede øl og et hyggeligt spisearrangement

Endnu et år i Lundum er gået, og det betyder, at årets Beer-mile blev afholdt fredag d. 17. august. I år var der 13 håbefulde deltagere tilmeldt arrangementet, der mødte velklædte op i løbesko og klar på distancen.

Årets løb blev afholdt ved shelter-pladsen i Lundum – og banen målte 400 meter, som skulle løbes 4 gange. Den forsvarende Beer-mile vinder, Michael Bang Jørgensen måtte se sig slået af årets vinder Peter Adrian Brouer, med en løbetid på 7 minutter og 46 sekunder. En tid, som kunne kvitteres med en præmie på 2 liter øl.

Traditionen tro var det Lundumskov Bryghus, der leverede årets øl, en Gårdpilsner, som også kunne købes til de fremmødte tilskuere. Og netop tilskuerne er en stor del arrangementet. ”Opbakningen til arrangementet har igen i år været stor, som man kan se med de tre til fire gange så mange publikummer som deltagere her er,” siger Peter Smith-Christensen. Beer-mile løbet blev fulgt op af spisning og samvær ved Lundums medborgerhus. Peter Smith-Christensen understreger, at Beer-mile arrangementet vil gentages igen til næste år – i forbindelse med Lundum Byfest.