Der måtte findes Xtra stole frem

Der måtte findes Xtra stole frem
04. 01 2019
Torsdag aften tog Østbirk hul på et stort nytårsforsæt og masser af borgere var mødt op i Xtra Arena i Østbirk hallen for at høre på Anne W. Ravn og være med til starten af Østbirk Ændrer Livsstil.

Østbirk Idrætsforening og SuperBrugsen Østbirk er gået i samarbejde om livsstilsændringen i byen og diætist Anne W. Ravn, kendt fra By På Skrump, var hyret ind til at fortælle om de mange faldgruber man står foran når der skal ændres livsstil.

Fra ØIF er Jørn Lykke Sørensen og Jane Segenstrøm Jacobsen tovholdere på hele projektet. Gennem hele vinteren er der forskellige foredrag og sportsaktiviteter, som samlet gerne skulle hjælpe deltagerne gradvist til at ændre livsstil til det sundere og måske tabe nogle overflødige kilo i forløbet – og ikke tage dem på igen inden året er omme.

Allerede inden Anne W. Ravn kunne gå på den lille scene, måtte der findes ekstra stole frem i hallen, da interesserede blev ved med at strømme til. Per Bonde, formand for SuperBrugsen Østbirk, indledte med at byde de mange fremmødte velkommen og fik på flotteste vis flettet sin egen mave ind i velkomsten, til stor moro for tilhørerne.

Jørn Lykke Sørensen bød også velkommen og glædede sig til, at følge projektet aktivt de næste måneder og håbede på, at der stadig sidder flere Østbirk-borgere som også vil deltage i projektet.

Anne W. Ravn overtog herefter scenen og indledte med et par digte af afdøde digter Benny Andersen som på sædvanlige underfundige facon ramte lige ned i nerven og materien af aftenens emne, ja hele forårets store emne i Østbirk. Hun er en erfaren foredragsholder og hun holdt sit publikum fanget lige fra begyndelsen af.

Det bliver spændende at høre mere om projektet og Anne W. Ravn har lovet at skrive til avisen i forløbet og her på redaktion glæder vi os til at se hvad hun disker op med.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook