DR Ramasjang og DR Ultra tager med i skole



Første skoledag er en kæmpe oplevelse – både for børn og forældre – og rigtig mange børn begynder i skole i uge 33. For de mindste er det allerførste gang, de skal i skole, mens de større børn skal tilbage til skolen efter en lang sommerferie.

Første skoledag med Storm og Sofus
På DR Ramasjang er der hver dag i uge 33 fra klokken 17.35-18.10 forskellige programmer med fokus på skolestart.

Her kan man blandt andet klokken 17.40 møde Storm på fem år, der skal begynde i skole. Gennem fem programmer følger vi Storm, når det er spændende, sjovt, svært, og når han får en ny ven. Man kan også tyvstarte og se Storm på dr.dk/tv allerede fra den 3. august.

Tirsdag tager DR Ramasjang hul på en hel ny omgang med bamsen Sofus, der rejser rundt med sin faldskærm og møder børn over hele verden. I uge 33 lander han hos Thit på hendes første skoledag og får selvfølgelig lov til at komme med hende i skole.  Sofus fortsætter med nye programmer i løbet af efteråret.

Første skoledag - spændende og lidt farligt …
Ugen på DR Ramasjang byder også på ’Klar, parat, skolestart’. Her deler en masse børn ud af deres egne tanker og tips ved en god skolestart. ’Klar, parat, skolestart’ er små programmer, som man kan støde på i løbet af dagen mellem de andre programmer på DR Ramasjang. Der vil også være gensyn med blandt andet ’Mathias skal i skole’ og ’Klassen’. Hr. Skæg er også på banen og hjælper de nye skolebørn på vej med sin leg med bogstaver. I det hele taget vil DR Ramasjang være fyldt med både små og store programmer om at begynde i skole, så det er bare om at følge med eller gå ind på dr.dk/ramasjang i uge 33.

"For både børn og deres forældre er skolestart en kæmpe forandring i livet. Man er måske spændt på, og lidt bange for, alt det nye, der skal ske. I landet Ramasjang er vi med, der hvor børnene er, så vi er selvfølgelig også med til denne store begivenhed. Og med de mange forskellige programmer om livet i skolen håber vi at kunne give alle den bedste start på deres nye tilværelse," siger redaktør på DR Ramasjang Pelle Møller.

Dokumentarserie om 5.a på DR Ultra
På DR Ultra skal de store børn også med i skole, når der blændes op for den nye dokumentarserie ’Klassekabalen’. Gennem et helt år har kameraet fulgt 5.a på Rosenlundskolen.

Vi følger hverdagen for de otte piger og 15 drenge i klassen; når de har det sjovt, når de kæmper med kærestesorger, eller når de føler sig udenfor. I løbet af de i alt seks programmer, der bliver sendt i løbet af efteråret, kommer vi med til klassefest og på lejrtur. Vi ser, hvordan de 23 børn i klassen udvikler sig, og hvordan deres venskaber ændrer sig. Vi er både med, når der opstår problemer, og når de sammen finder ud af løse dem.

Udvalgte programmer på DR Ramasjang og DR Ultra i uge 33:

’Storm starter i skole’ på DR Ramasjang: mandag-fredag klokken 17.40. Eller på DR.dk/tv fra den 3. august.

’Sofus i skole’ på DR Ramasjang: tirsdag klokken 17.45

’Klassekabalen' på DR Ultra: første gang mandag klokken 20.00.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024