Elvis i kirken



Elvis Presley er død, men hans musik og alt det han repræsenterede lever i bedste velgående her 34 år efter hans død. Alene i USA menes 30.000 mennesker at leve af at imitere Elvis Presley. Også herhjemme findes adskillige Elvis-imitatorer, men Karsten Holm adskiller sig fra mængden og for ham er det afgørende ikke at fremstå som en Elvis-lookalike, men derimod i sang og udtryk at formidle en autentisk kærlighedserklæring til populærmusikkens største personlighed gennem alle tider.

Elvis Presley er i den brede offentlighed mest kendt for rock n'roll og de på hans tid vovede hoftesving. Men Elvis var et troende menneske og havde en særlig passion for gospelsange, som han sang ofte og gerne med stor indlevelse og nærvær. Sangene er blot ikke blandt de mest kendte. Ikke desto mindre blev de tre amerikanske grammys som Elvis modtog, alle tildelt for gospeludgivelser.

Karsten Holm er konservatorieuddannet operasanger, men har sunget Elvis og rock’n roll fra han var ganske ung. Der tilsættes en god portion personlighed i Karstens fortolkning af Elvis’ sange, hvilket han har fået stor anerkendelse for gennem årene. Koncerten er en afvekslende rejse mellem de store ballader som "Stand by me" og de swingende uptempo-numre, som "Walk dem golden stairs".

Med sig har Karsten Holm to fremragende konservatorieuddannede musikere, nemlig pianist og organist, Christian Spillemose, der er organist i Brædstrup kirke, og uddannet pianist. Som noget nyt er bassisten Anders Nyløkke Jørgensen kommet med på kontrabas. Anders og Karsten mødte hinanden på Vestbirk højskole i 1981, - og har siden spillet sammen i show-rock´n roll bandet Mell & Shaky Legs tilbage i 80´erne. 16. august kl. 19:30 kommer ”ELVIS I KIRKEN” til Nim kirke.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024