Emilie Esther vinder X Factor 2015



Med gæsteoptræden af Stine Bramsen, Ulige Numre, OMI, Julias Moon og Bjørnskov og ikke mindst fremragende vokale præstationer af de tre finalister Jógvan, Emilie Esther og trioen Ivarsson, Bang og Neumann kulminerede finaleshowet, da stemmerne var talt op. Vinderen af X Factor 2015 blev Emilie Esther.

Efter første del af aftenens finale, hvor finalisterne skulle synge en sang efter eget valg, var det Ivarsson, Bang og Neumann, der måtte sige farvel til konkurrencen, og dermed var det Emilie Esther og Jógvan, der dystede om X Factor-trofæet med hver deres vindersang. Og her var det altså Emilie Esther, der er fra Aalborg, der trak det længste strå med den flotte fremførelse af vindersangen ’Undiscovered’ foran 13.000 publikummer i en udsolgt Boxen.

Emilie Esther kan glæde sig til præmien
Tretten ugers tårefremkaldende, dramatiske og især stormusikalske tv-fredage kulminerede således for Emilie Esther, der med sejren skal i gang med at indspille en single til sin EP med RedOne, der er et af de absolut største producernavne netop nu. RedOne står bag omkring 70 internationale hits, hvoraf 35 er endt på hitlisternes førsteplads.

En single produceret af RedOne er imidlertid ikke det eneste, som Emilie Esther får. Hun får også et møde med Mr. X Factor - Simon Cowell - hvilket bliver første gang i Danmarks X Factor-historie. Emilie Esther vil uden tvivl få et par dyrebare råd med på vejen, når hun får et eksklusivt møde med den internationale tv-stjerne, musikproducer og forretningsmand.

Mød finalisterne i weekenden
Det bliver muligt at møde de tre finalister i morgen, lørdag, i Herning Centret fra klokken 11.00, hvor de optræder og skriver autografer. Søndag er der et tilsvarende arrangement i Rødovre Centrum klokken 12.00 og i Rosengaards Centret i Odense klokken 16.00.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024