En storm i et glas vand i Gedved



Anne Sophie Jørgensen, Tigerens Rede

En lille gruppe personer har i de seneste par måneder udbredt en del påstande om kursus- og meditationscenteret Tigerens Rede i Gedved på Facebook, i diverse netfora, i lokalaviserne, Kristeligt Dagblad og TV2 Østjylland - hvilket senere er blevet spredt til andre regionale og landsdækkende medier.

Tigerens Rede har som virksomhed ikke ønsket at indgå i en polemik på de sociale medier, men i erkendelse af, at påstandene bliver ved og ved, er der behov for at fastslå følgende:

Tigerens Rede er ikke en religiøs sekt. Tigerens Rede er en kursusvirksomhed, som ejes af Anne Sophie Jørgensen, og hvor hun underviser i meditation og spiritualitet. Her går nogle mennesker til meditation, ligesom andre mennesker går til fodbold eller italiensk for begyndere. Stort set alle der kommer og mediterer på Tigerens Rede er medlemmer af den danske folkekirke og er døbt, konfirmeret og viet på kirkelig eller borgerlig vis.

Den megen ballade er opstået i forbindelse med, at 2. klasserne fra Gedved den 24. februar var på virksomhedsbesøg på kursuscenteret, som Anne Sophie Jørgensen i øvrigt har drevet på adressen siden 1988.

I løbet af den time, hvor børnene sammen med deres tre klasselærere besøgte virksomheden, var de gennem følgende program:

  • Rundvisning i det arkitektonisk spændende hus.
  • To minutters ophold i den store meditationssal, hvor de kunne se en gruppe af husets brugere meditere - hvilket børnene i øvrigt fandt meget morsomt.
  • Samling i køkkenet, hvor der blev fortalt om, hvordan man driver et kursuscenter.
  • Dans til musik og efterfølgende afslapning.
  • Saftevand, frugt og kiks.
  • Tak for i dag og gåtur i den store urtehave.

En del af kritikken i forbindelse med ovennævnte skolebesøg har gået på, at der også undervises i tantra på Tigerens Rede. Det er korrekt. Men dels er det naturligvis ikke noget, der på nogen måde blev drøftet med børnene fra 2. klasse. Og dels vil det nok skuffe en del, at det er væsentligt kedeligere end det i virkeligheden lyder. Anne Sophie Jørgensen afholder to gange om året et 3-dages kursus i tantra for par, som ønsker at kombinere kærlighed, sex og spiritualitet. Der dyrkes ikke sex på kursusdagene eller på centeret i øvrigt.

For at imødegå de mange påstande om Tigerens Rede, er skeptikerne blevet inviteret til at besøge stedet, senest i forbindelse med et åbent hus-arrangement den 21. februar, hvor de desværre ikke deltog. Invitationen er stadig åben. Ja faktisk, så er alle velkomne – og har altid været det – til at få en rundvisning og en snak om, hvad det vil sige at meditere. Man kan træffe nærmere aftale på visit@tigerensrede.dk

På Tigerens Rede er vi kede af den megen negative ballade. Vi tror på dialog og på gensidig respekt, som har været kendetegnende for virksomhedens tilstedeværelse i Gedved de seneste 27 år.

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024