Energiministeren besøgte Hovedgård Fjernvarmeværk

Energiministeren besøgte Hovedgård Fjernvarmeværk
06. 11 2017

Når Hovedgård Fjernvarmeværk får henvendelser fra forbrugere eller fra folk udefra om at måtte se varmeværket, siger vi altid ja, siger formand for Hovedgård Varmeværk Kaj Jessen.
 - Vi er stolte af forbrugernes eget varmeværk, så vil gerne vise det frem. Sådan var det også da Birte M. Andersen (V), som er lokal kandidat til folketinget, spurgte, om hun måtte komme forbi og se værket. Det foregik mandag morgen den 6. november – og hun spurgte om hun måtte tage Energi- Forsynings- og Miljøminister Lars Christian Lilleholt plus lokalkandidat til byrådsvalget, Birger Kaas, med. Det måtte hun gerne!
 - Gæsterne fik en gennemgang på værket, og over en kop kaffe fortalte vi ministeren, hvad han kunne gøre for Hovedgård Fjernvarmeværk. Mindre bureaukrati og færre indberetninger til Energistyrelsen står meget højt på listen. Desuden er der lagt op til, at vi skal være skattepligtige på grund af vores mangeårige og gode samarbejde med Vandværket. Det vil vi for alt i verden undgå, idet det kun vil give os ekstra udgifter og bøvl.
 - Ministeren var meget lydhør, så vi håber, der kommer en rigtig god effekt ud af besøget. Under alle omstændigheder har alle tre besøgende set og lært noget om virkeligheden for et lille, flisfyret fjernvarmeværk!, slutter Kaj Jessen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!