Et nyt kulturelt vartegn for Horsens?



Vi havde i tirsdags fornøjelsen af at deltage i et informationsmøde med de frivillige bag tankerne om et nyt stort streetcenter i Horsens, som fortalte om visionerne for et sådant projekt og viste de fremmødte kommunalpolitikere og kandidater hvordan planerne kunne realiseres.
 Som planerne blev præsenteret blev det klart for os, at det, der er på skitsebordet ikke kun er en overdækket bane for lokale skatere, men derimod et nyt kulturelt kraftcenter for ikke-organiserede fritidsaktiviteter og såkaldt streetsport. Et center som ikke kun ville være interessant lokalt, men også regionalt, landsdækkende og måske endda internationalt. Og med en placering, som ville gøre centeret til intet mindre end et kulturelt vartegn på linje med Fængslet.
 Som centeret blev præsenteret, og vi tillader os at tilslutte os disse spektakulære ambitioner, så kunne det altså blive en helt ny kulturmagnet for kommunen, men også en multifunktionel bygning, der også ville kunne rumme koncertoplevelser, festivaler og endda også i tilspidsede situationer ville kunne fungere som vandopsamling i forbindelse med skybrud, og på den måde være en del af vores klimatilpasningsplaner for Horsens by.
 Og så har vi slet ikke berørt den sociale funktion for nogle af kommunens mere rodløse unge, som et nyt streetcenter i samarbejde med Ungdomsskolen og andre lokale aktører kunne udgøre. I denne sammenhæng ville den tætte placering på Det gule pakhus også åbne op for nye samarbejder og måske endda åbne op for ny byudvikling med fokus på kreativitet og bevægelse.
 Jo, der er rigtig mange gode grunde til at være begejstret for planerne om et nyt, stort og ambitiøst tænkt streetcenter ved baneområdet og det nye Campus i Horsens. Derfor vil SF også tage planerne med videre til budgetforhandlinger og i den kommende kommunalvalgkamp. Der er ingen grund til at hvile på fortidens bedrifter. Kommunen skal fortsat udvikle sig. Også kulturelt.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024