Fælles reception på Søvind Kro

Fælles reception på Søvind Kro
03. 02 2014
Imponerende fremmøde ved goddag og farvelreception

Der blev sagt farvel og tak og der blev budt velkommen på Søvind Kro i fredags. Igennem 16 år har Grete og Find Rasmussen været Søvinds midtpunkt, når talen var om familiefester og andre arrangementer, hvor Grete og Find alle årene stod for den vellykkede afvikling. Men nu var tidspunktet kommet, hvor Find på grund af sygdom havde erkendt, at nye kræfter skulle tage over.  Som det lød i Finds tale, hvori han takkede medarbejdere og kunder for 16 dejlige år, så er det ikke let at sælge en kro i dag. Men han var glad for, at han i Anette Walther og Torben Fassing havde fundet værdige aftagere til at føre kroen videre.
 Det var et imponerende fremmøde, man kunne se ved receptionen i fredags, mange var kommet for at sige tak til Grete og Find og for at hilse på det nye kropar. Et meget stort blomster- og gavebord vidnede om stor opmærksomhed, og det bliver en opgave for parrene at dele gavebordets fristelser mellem sig.
 Nu går Søvind Kro nye tider i møde, og der er planer om forandring. F.eks. bliver de 4 værelser til udlejning meget specielle, og det første er klar. Værelset hedder Africa, og det er udstyret med en palme m.v. og Torben Fassing præsenterede indretning, vægmaleri og tropehjelm ved fremvisningen. Udstyret til næste værelse, der skal hedde Las Vegas, er klar til montering.
 Væggene i kroens lokaler er dekoreret med Anette Walthers egne malerier, og krolokalerne skal fremover også anvendes til galleri. Ved receptionen blev der serveret lækre smagsprøver på, hvad køkkenet med den nye kok kan præstere, og det kulinariske var sammen med de spændende billeder på væggene og det store fremmøde med til at skabe den hyggelige stemning ved dobbeltreceptionen.
 Kroens nye værtspar Anette Walter Fassing og Torben Fassing fortsatte den festlige overtagelse med åbent hus om lørdagen og premiere på søndagsmiddag om søndagen. Til søndagsmiddagen kunne Torben Fassing glad konstastere at der allerede ved åbningsreceptionen var så mange bordreservationer at Kroens store sal måtte tages i brug.
bogo