Fællesskabet er Toves brændstof

Tove Frandsen står blandt andet for spejdernes loppemarked i Hovedgård
Tove Frandsen står blandt andet for spejdernes loppemarked i Hovedgård
Fællesskabet er Toves brændstof
23. 06 2020
Mange har mødt Tove Frandsen og kender hende for sit gode humør, sine stærke holdninger, og som ildsjæl og iværksætter. Men hvem er hun, det vil vi prøve at besvare i dette portræt.

Tove Frandsen blev født i Boes i 1944 hvor hendes slægt kommer fra og hvor hendes bedstefar havde Boes Vestergård.

Hun begyndte, efter forældrenes skilsmisse, i skole i Ry. Tove husker at det var hårdt for hendes mor at være enlig og i tiden efter anden verdenskrig var det småt med maden. Moren ville derfor prøve noget andet, og for at kunne forsørge og mætte de sultne barnemunde søgte hun en stilling som husbestyrerinde i Sattrup hos Bertel Nielsen. For på den måde var de sikret regelmæssige måltider hver dag.

Efter et halvt års tid blev Toves mor og Bertel Nielsen gift og på den måde fik Tove tre nye bonussøskende, så nu var søskendeflokken på i alt seks børn. Det var noget Tove holdt meget af og hun fortæller med glæde:

- Det var nok det bedste som var sket for mig. Jeg er den ældste og havde nu fem mindre søskende. Vi havde en god barndom i Sattrup og måtte arbejde for at hjælpe vores forældre.

Ungdommen i Sattrup

I Toves barn- og ungdom var der en lille skole i Sattrup hvor egnens børn blev undervist.

- Jeg gik i skole i Sattrup i et par år inden vi kom ind på Østbirk Skole. Jeg måtte gå femte klasse om, da jeg er meget ordblind og kom til at følge bedre med – heldigvis har jeg altid været glad for at gå i skole. Det sidste år slap jeg for at have engelsk i skolen fordi jeg ikke læste ret godt.

Da Tove var barn, var der ikke de samme tilbud som i dag og børnene havde tid til at lege. Søndagene blev ofte brugt på at en flok cyklede fra Sattrup til skoven ved Elling. Et andet yndet udflugtsmål for de unge piger var Mossø hvor man badede og nu hvor Tove var blevet lidt ældre havde hun og de andre piger nu fået øje på gårdskarlene fra egnen – så betød cykelturen gennem det bakkede landskab ikke noget.

Der var ikke råd til at blive spejder

Tove har altid haft et brændende ønske om at blive spejder, men økonomien i hjemmet tillod desværre ikke at hendes ønske kunne blive opfyldt og hun fortæller om de tilbud hun havde som ung:

- Jeg vidste at spejderne i Ry var noget særligt, men det kunne ikke lade sig gøre. I Sattrup havde vi de Blå Spejdere men det var der ikke råd til, og her gik jeg også til gymnastik om vinteren og håndbold om sommeren… ellers hjalp vi jo til med arbejdet, for vi havde jo ikke bare fri. Det var derfor mine brødre blev spejdere, så de kunne holde fri fra arbejdet.

Vil du danse?

Da Tove er 16 år, møder hun en charmerende ung mand på 18 år. Hans navn var Bent og meget selvsikker skridtede han hen over dansegulvet på Restaurant Ejer Bavnehøj i retning af Tove og præsenterede sig:

- Goddag, jeg hedder Frandsen, vil du danse? Ja, det ville jeg jo gerne og på et tidspunkt i tiden efter aftalte vi, at vi skulle i biografen. Jeg vidste at Bents far handlede med kartofler og at Bent sikkert hentede mig en kartoffelbil og ikke kom i sit bedste tøj – så jeg tænkte at jeg heller ikke behøvede det pæneste tøj. Men han snød mig! For han ankom i en Ford Taunus 17M ”Det Flyvende Tæppe” – jo han var flot kørende.

Da Tove og Bent ankom til Kino-biografen i Horsens stod der en masse af Bents venner fra Tvingstrup ude foran, og Bent mente ikke det var nu Tove skulle præsenteres for dem og de valgte at køre til Juelsminde for at spise en is.

Masser af jobs

Da Tove skulle have pladsen på telefoncentralen i Lundum, skulle de først se stedet og Toves mor advarede hende mod telefonistindens søn:

- Nu skal du ikke blive forskrækket, for de har en stor søn sagde min mor. Da vi trådte indenfor, så jeg godt nok ikke sønnen, men kun hans sandaler… det var det største par sko jeg nogensinde havde set i mit liv. Jeg så ham senere og han var ikke som unge mænd i dag tynde og slanke, ham her var en kæmpe, griner Tove og husker tilbage til Lundum.

Tove var også køkkenassistent på Skovly i Hovedgård, hun var i huset hos en lærerinde i Horsens, arbejdede som kokkepige i Gedved på Nørrelide hvor Tove og en anden ung kvinde blev sat til at lave mad til plejehjemmets beboere:

- Man gjorde det bare... lavede mad. Jeg havde lånt min mors bog med opskrifter hvor hun havde skrevet et antal spisende og de nøjagtige ingredienser vi skulle bruge – så var det bare med at gange op og ned og gå i gang med madlavningen. Ja, vi lærte det alligevel hen ad vejen og fik maden klar til tiden hver dag.

Tove og Bent bliver gift

Da Bent var færdig som soldat blev han og Tove gift 28. september 1963 i Tolstrup kirke, to dage efter hendes 19-års fødselsdag. Tove og Bent flyttede til Tvingstrup og boede ovenpå slagterforretningen i Blindgade i en lille lejlighed. Mens de boede i lejligheden, kom deres datter Helle til verden og kort tid efter flyttede de alle tre i en større lejlighed i byen. Bent arbejdede på dette tidspunkt som reservedelsmand hos Volvo i Horsens og Tove arbejdede på det private plejehjem Reballegård i Søvind. Hun var aldrig rigtig glad for jobbet og kiggede hele tiden efter nyt arbejde.

Der ligger en trælast i Tvingstrup som hedder Woodwell, men da Tove var ung var den kendt som træskofabrikken Virkelyst og hun så hvordan arbejderne altid så glade ud når de kom ind og ud af bygningen:

- Der kunne jeg godt tænke mig at arbejde, var min tanke når jeg så arbejderne gå hjem. Så jeg søgte arbejde på fabrikken og fik det. De første 14 dage var ikke som jeg havde håbet og arbejdet var uvant for mig, men langsomt gik det bedre for mig, og jeg blev der i mange år.

Tove bliver tillidsmand på Virkelyst

Tove var som mange andre kvinder i sin tid udearbejdende og i 1969 begyndte hun på træskofabrikken Virkelyst og var ansat indtil fabrikken lukkede i år 2000 og hun blev på et tidspunkt valgt som tillidsmand af kollegerne:

- Jeg har altid haft svært ved at tie stille og da de andre pegede på mig, sagde jeg til kollegaerne: Jeg går ikke ind til chefen uden jeres opbakning. Jeg ville have åbenhed og folkene skulle ikke gå og snakke i krogene. Det har jeg praktiseret hele mit liv. På et tidspunkt var vi 40 ansatte på træskofabrikken og vi var kun 5 -6 kvinder på arbejdspladsen.

Tove var tillidskvinde i Træindustrien og deltog helt naturligt i deres generalforsamlinger, selvom ligelønnen netop var blevet indført i Danmark, var en kvinde i et tillidshverv særsyn fortæller Tove Frandsen:

- Vi var til en generalforsamling i Kilden og de øvrige deltagere måbede da jeg satte mig ned til mødet – for der havde aldrig været en eneste kvinde til deres møder, men det var slut nu. Dette vakte min politiske interesse og jeg kunne mærke noget inde i mig selv – noget der ville noget.

Ordblind med egen sekretær

Tove Frandsen er ordblind og det bremsede hende en smule i begyndelsen. Heldigvis havde hun sin ”sekretær” lige ved hånden, nemlig hendes mand Bent, som hjalp hende med at skrive. Toves talegaver fejler heldigvis ikke noget og hun beslutter sig for at udvikle dem:

- Jeg begynder at uddanne mig… jeg går på talekursus. Jeg havde de rigtige meninger, men havde lidt svært med at udtrykke dem og mærkede tydeligt at jeg ville blande mig i det ene og det andet… og jeg sagde til mig selv: Du er nødt til at melde dig ind i et parti, for du skal have nogen at være uvenner med. Der hvor meningerne brydes, er det man lærer af. Det nytter ikke at være enige med alle, for så sker der ikke noget, griner hun og tager endnu en kop kaffe.

Tove fik sit politiske ståsted hos Socialdemokraterne og begyndte at deltage i organisationsarbejdet. Hun opfatter sig selv som ”vandbærer” – som en praktisk hjælper og organisator. Tove har aldrig stillet op til kommunalvalg, da det ikke har interesseret hende. Hun var på et tidspunkt formand for partiforeningen i Tvingstrup.

Tove bruger stadig sine ledige stunder på at ”uddanne” sig og er i dag blevet meget bedre til at læse. Hun bruger sine ører til at læse med og P1 er populær hos hende, og lydbøger fylder også meget i hendes liv. Hun søger altid oplysning og nyder foredrag i forsamlingshuset eller på biblioteket – det er noget hun ikke går glip af.

Hun blev hurtigt medlem af Det Kvindelige Litteraturselskab og hun har ikke svigtet et eneste møde. Det har altid interesseret hende at læse, men hun har haft svært ved det:

- Jeg tænkte på et tidspunkt, at nu var jeg nødt til at gøre noget ved det og så begyndte jeg at læse bøger for alvor. Den første rigtige bog jeg kastede mig over, var Tolstojs Krig og Fred. Det er en stor mundfuld, men jeg er stædig og vedholdende, konstaterer Tove Frandsen.

Tove hører mange lydbøger, men ikke krimier, for det er spild af hendes tid. Det samme siger hun om underholdningsprogrammer i tv. Hun mener hendes liv er for kort til det!

Pigerne begynder som blå spejdere

Da Tove og Bents to piger bliver større begynder de at gå til spejder, og de har deres forældres fulde opbakning, for forældrene deltager i alle møder og arrangementer. Dengang kunne man til møderne nemt samle næsten 100 forældre. Tove bliver ked af det når hun ser på den manglende opbakning fra forældrene i dag:

- I dag kommer der næsten ingen forældre til møderne. Jeg er begyndt at skælde lederne ud og beder dem om at genopfinde den dybe tallerken… vi sidder her som ledere og frivillige og er holdningsdannende, og har stor indflydelse på deres børn. Men vi mangler opbakning og det synes jeg er synd.

Blodprop stopper næsten alt

Efter en blodprop år tilbage beslutter Tove sig for at stoppe alle aktiviteter, undtagen spejderne og sit politiske arbejde. Hun drømmer om at lære endnu mere:

- Jeg mangler timer for at nå alt, men hvis jeg havde tiden, ville jeg begynde på Folkeuniversitetet igen. For flere år tilbage var vi en flok damer her fra Hovedgård som deltog i undervisningen og det talte ord har altid været det som jeg bliver fanget af.

Køreture og bankospil

Tove og Bent har altid elsket at sætte sig ind i bilen og køre ud på deres faste ture i Østjylland.

- Vi bor nu ved siden af plejecenter Skovly og jeg er begyndt at gå til bankospil derovre… det er noget jeg aldrig gjort tidligere, men nu gør jeg det. Det er også en god måde for os at møde andre på, for lejligheden er kun til at opholde sig i og når vi kommer ud, kan vi snakke med andre mennesker. Derfor kom Coronaen også helt på tværs af vores planer, for første halvår var skrevet ind i kalenderen med masser af aftaler, som alle måtte aflyses eller udsættes, fortæller Tove Frandsen.

Tove og Bent er begge særligt sårbare overfor Covid-19 virus, men efter mere end 100 dage indendørs trænger både hun og Bent til at komme ud og mærke den friske luft, solen og møde andre mennesker.

- Bent kan ikke længere køre bilen, så nu er det mig som kører og vi holder af, at køre til Snaptun og på vejen kan vi besøge min bror som bor i Glud. Jeg elsker også når vi kører til Ry, Svejstrup og Alken – det har været ”vores” tur, al den tid vi har været gift. Vi har næsten altid kaffe med på turen og det er vores udflugt, smiler en glad Tove Frandsen til Bent som sidder ved siden af hende.

Tove er med til at arrangere det populære loppemarked hos spejderne i Hovedgård. Det er også hende som står for at lave udflugter for de frivillige flere gange om året. Hun holder meget af det frivillige arbejde som giver hende så meget igen og hun afslutter:

- Vi har altid deltaget i det frivillige arbejde – det har fyldt meget og ligger dybt i os. Jeg ved at der altid ligger arbejde til os og det er fællesskabet omkring det som tæller – for det fås ikke bedre og dem som ikke prøver det, bliver snydt for meget!

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook