Fangeflugt!



For at fejre Fængselsmuseets nye udstillinger ”Besættelsen & retsopgøret” og ”Fangefortællinger”, har Fængselsmuseet skabt to rundvisningstilbud, hvor der præsenteres både en del af den nye viden, man har fået, mens udstillingerne blev lavet, og samtidig indgående genfortæller de to mest spektakulære flugter fra fængslet: modstandsfolkenes masseflugt i 1944, og Carl August Lorentzens flugt gennem en 18 meter lang tunnel i 1949.

Modstandsmanden Houlby
I 1943 blev Leon Houlby indsat i Horsens, dømt for illegal virksomhed mod den tyske besættelsesmagt. Her sad han til slutningen af 1944, hvor han og de andre modstandsfolk flygtede over fængslets østre mur. Fortællingen om Houlby, de andre fængslede modstandsfolk, deres liv i fængslet og flugten er udgangspunkterne for rundvisningen. Leon Houlbys mor smuglede et kamera ind i fængslet, da hun besøgte Leon. Han og de andre modstandsfolk tog billeder af deres hverdag i fængslet, og de billeder er en del af rundvisningen sammen med historier om livet i fængslet under besættelsen, hvor overbelægning, mørkelægning, rationeringer og beredskabsplaner var en del af dagligdagen.

Flugtkongen Lorentzen og hans tunnel
Da Carl August Lorentzen flygtede fra fængslet lillejuleaften i 1949, havde han forberedt sig i næsten et helt år. Han arbejdede om dagen med at folde kuverter og om natten med at grave en tunnel ud under fængslets forgård. Det var ikke en let opgave. Mange gange var han tæt på at blive opdaget, tunnelen brød sammen bag ham, så han måtte grave sig tilbage til cellen, han besvimede på grund af iltmangel, og han tabte sig alarmerende. På rundvisningen fortælles flugthistorien, og det er muligt at komme helt tæt på et udvalg af Lorentzens hjemmelavede flugtredskaber, som normalt ikke er udstillede. Derudover kommer man rundt til sygeafdelingen, kirken og ikke mindst Lorentzens celle, som er rekonstrueret ud fra Lorentzens egen skitse og beskrivelse.

To rundvisninger – mange muligheder
Rundvisningerne er tilrettelagt, så man kan vælge den man synes lyder mest spændende, men man kan også deltage i begge rundvisninger og få en samlet fortælling om to vidt forskellige flugte, besættelsesårene og livet i fængslet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning.

Praktisk information
Fængselsmuseets sommertilbud starter mandag den 27. juni og finder sted alle ugens 7 dage i ugerne 26-31. Der tilbydes seks daglige rundvisninger. Rundvisningerne ”Modstandsfolkenes masseflugt” og ”Lorentzens tunnel” varer ca. 60 min.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024