Fængselsmuseet i sommerferien

Fængselsmuseet i sommerferien
10. 07 2017

Fængselsmuseet fejrer i sommerferien den nye spektakulære udstilling ”Lorentzens tunnel”, hvor du fra sidelinjen overværer en ægte flugtkonge i aktion.
 - Det gør vi med en lang række meget forskellige flugtinspirerede tilbud og aktiviteter for alle aldre og interesser, oplyser Overinspektør Maria Briese.

Lorentzens tunnel
Fængselsmuseets nye, faste udstilling ”Lorentzens tunnel” tager dig med under jorden, hvor du på sidelinjen følger flugtkongen Carl August Lorentzen gennem hans 11 måneder lange kamp for at grave en tunnel mod friheden. Udover tunnelen, er Lorentzens celle og Strafafdelingen, han sad i, en del af udstillingen, som også byder på tekster, billeder, arkivalier, lyde og film.

Lang tids graven efter viden
En central del af udstillingen er en rekonstruktion af Lorentzens tunnel og for at kunne udvikle den, har det været nødvendigt at skaffe så megen sikker viden som muligt, og adskille de gode anekdoter fra konkret fakta. Derfor har museets personale i mere end et år besøgt arkiver, interviewet folk med kendskab til flugten og stået på hovedet i museets egen store Lorentzen-samling. Desuden gav arkæologiske undersøgelser i forbindelse med bygningen af det nye museumsområde interessant og konkret viden om, hvordan Lorentzen konstruerede tunnelen.

Rundvisninger
- Traditionen tro tilbyder vi i sommerferien vores populære rundvisninger 6 gange dagligt, og i år har vi sammensat en rundvisning, som er baseret på al den viden, vi har indsamlet om Lorentzen og hans flugt i forbindelse med arbejdet med den nye udstilling. På turen rundt i dele af museet fortæller vi om Lorentsens arbejde med tunnelen og selve flugten, men vi kommer også bag om mennesket Lorentzen med hans opvækst i den fattige del af København, hans had til fængslet i Horsens, og hans stærke motiver for at flygte, siger Maria Briese.

Stalag Luft III og Den Store Flugt
- Vi har indrettet et Debatrum, hvor temaet er flugt. På alle vægge, i loftet og på gulvet, er der fyldt med genstande, viden og fakta om flugt. Der er også mulighed for et virtuelt besøg i den tyske krigsfangelejr fra 2. verdenskrig, Stalag Luft III, som nok især er kendt for den store masseflugt, hvor 76 krigsfanger flygtede gennem en mere end 100 m. lang tunnel.

På jagt efter flugtfortællinger
Fængselsmuseet rummer mange fortællinger og flugte og flugtforsøg, og vi har lavet to skattejagter, hvor du kan gå på jagt efter et udpluk af museets flugtfortællinger. Den ene skattejagt foregår inde i selve museet, hvor du bl.a. kan se flugtgenstande lavet af bordben, lagner, VVS-rør og pakketape. Den anden skattejagt foregår på fængslets udeområde, hvor du går på jagt efter steder, hvor fanger er flygtet fra.

Tegnekonkurrence og film
- Hvis du har fantasien og lysten, kan du deltage i Fængselsmuseets sommerferiekonkurrence, hvor vi opfordrer alle til at tegne den mest spektakulære og fantastiske flugt-idé, du kan udtænke. Du kan også se en film med Rigspolitiets rekonstruktion af Lorentzens flugt, følge hans flugt i en 3D-version på en touchskærm og se film med historier, som andre gæster har delt om Lorentzen og hans flugt, tilføjer Maria Briese.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!