Fem nye rejsetidstavler viser den hurtigste rute for bilister



Kortet viser, hvor to af de nye rejsetidstavler er placeret, samt hvilke ruter de viser den korteste rejsetid på. Vedhæftet er kort over de øvrige tavler og ruter. Visualisering: Horsens Kommune

Fem nye rejsetidstavler på Silkeborgvej, Skanderborgvej og Haldrupvej i Horsens vil fremover vise, hvilken vej der er den hurtigste til hhv. centrum og E45. Med en grøn pil og et minuttal fortæller tavlerne, hvor mange minutter bilisterne kan spare ved at vælge den rute, der er mindst trafik på.

- Vi har sat rejsetidstavlerne op for at give bilisterne en ekstra service, som fortæller, hvor det overordnede vejnet er mindst og mest belastet. Tavlerne henter information fra bilisternes GPS, og det betyder, at når der bliver trængsel på en strækning, vil det afspejle sig på tavlerne, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.

Fire af tavlerne viser de hurtigste ruter for bilister, der skal ind til Horsens centrum. På Skanderborgvej er opsat en tavle nord for Gammel Århusvej, som viser, om det er hurtigst at blive på Skanderborgvej eller at køre til venstre ad Gl. Århusvej og videre ad Egebjergvej. Lige før krydset ved Skanderborgvej og Silkeborgvej viser en ny tavle, om det er en fordel at køre ligeud ad Schüttesvej eller til venstre ad Vestergade.

På Silkeborgvej vest for motorvejsrampen ved Horsens V er sat en tavle op, som oplyser, om det er hurtigst at fortsætte ligeud eller at køre på motorvejen og ind ved motorvejsafkørsel Horsens C. På Silkeborgvej står også en rejsetidstavle lige inden krydset ved Schüttesvej, som viser bilister, om det er hurtigst at vælge Vestergade eller Schüttesvej.

- Disse fire tavler viser alle den hurtigste vej til centrum, som er defineret som krydset ved Bygholm Parkvej og Lichtenbergsgade. Det er klart, at tavlerne ikke rammer alle bilisters ruter, for bilisterne skal jo forskellige steder hen - også når de kommer ind til centrum. Derfor skal bilisterne selvfølgelig vurdere, om de kan bruge informationen, afhængigt af hvor de skal hen, siger Allan Lyng Hansen.

Viser kø ved vejarbejde

Den femte rejsetidstavle står på Haldrupvej lige før Sølystvej og viser, om det er hurtigst at køre ad Strandpromenaden eller Langmarksvej ud til E45. Ruten ad Strandpromenaden viser rejsetiden til Horsens C, mens ruten ad Langmarksvej viser til Horsens V.

Tavlerne blev sat op i starten af august og er nu alle i drift. Tavlerne er dynamiske og opdateres hvert femte minut.

- I de her år arbejder vi på en lang række forbedringer af vores veje, og derfor kan tavlerne også vise, hvis der f.eks. opstår kø på grund af vejarbejde. Det kan f.eks. være tilfældet på Schüttesvej, hvor vi lige er gået i gang med udvidelsen af vejen. Vi kan også bruge tavlerne ved særlige begivenheder f.eks. store kultur-arrangementer, eller hvis vi har brug for at informere om, at en vej er spærret, forklarer Allan Lyng Hansen.

Hvis der blot er ca. et minuts forskel i rejsetiden på de ruter, tavlerne viser, vil tavlerne guide bilisterne ud på de veje, der er en del af kommunens overordnede vejnet.

- Vi vil f.eks. hellere have bilisterne, der kommer fra øst og skal til E45, til at køre ad Langmarksvej end Strandpromenaden, fordi vi gerne vil have så meget unødig trafik som muligt væk fra midtbyen. Vi arbejder løbende på at forbedre det overordnede vejnet, og med tiden vil der formentlig blive endnu mere tid at spare på at vælge de veje, siger Allan Lyng Hansen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024