Find den sommeroplevelse i naturen, der passer lige til dig



Vil du nyde udsigten fra Sukkertoppen, finde sjældne planter i Uldum Kær, opleve Den Genfundne Bro eller finde den nærmeste flotte cykelrute, er din vej blevet meget nemmere. Du behøver blot at besøge oplevgudenaa.dk.
 På siden finder du et digitalt friluftkort, der tilmed fungerer på din smartphone med sin ”Her er jeg-funktion”. På den måde kan du hurtigt se, hvor du er, og hvor du gerne vil hen. Kortet er dermed lige ved hånden, når du får brug for det i jagten på Gudenåens oplevelser.
 - Leder du efter smuk sejlads vil turen fra Voervadsbro langs kanten af Højlund Skov, der ender flot ved Kloster Mølle, være oplagt. Her kan du også være heldig at spotte isfuglen, siger Bo Karlshøj Riis, Forstkandidat ved Natur og Miljø i Horsens Kommune.

Nøglen til helt unikke naturoplevelser
Kortet samler data, der tidligere lå spredt på nettet, så det nu er lettere at finde cykelruter, forslag til gåture, attraktioner, historiske sites, fiskevand og skjulte naturperler, når du skal på tur langs vandet. Samtidigt forventes det, at kortet kan være med til at udbrede kendskabet til Gudenåens mange unikke oplevelsesmuligheder.
 - Ved Tørring kommer man eksempelvis helt tæt på Gudenåens udspring og kan opleve resterne af Danmarks første badeland fra 1920’erne. Herfra bevæger man sig på eller langs det smalleste stykke af Gudenåen igennem et utroligt smukt og uspoleret naturområde, siger Liselotte Hillestrøm, formand for Udvalget for Fritid og Fællesskab i Hedensted Kommune.

Samarbejde til glæde for både indbyggere og turister
Syv østjyske kommuner omkring Gudenåen er i GudenåSamarbejdet gået sammen om at binde Gudenåen og oplandet bedre sammen som friluftsdestination i Østjylland. Det er GudenåSamarbejdet, som står bag udviklingen af kortet, hvortil også turistorganisationerne, Naturstyrelsen og museerne har bidraget.
 - Jeg er utrolig glad for, at vi på tværs af kommunegrænser har kunnet samarbejde om Gudenå-projektet. Jeg er overbevist om, at det vil blive til glæde for både indbyggerne i kommunerne og de mange turister, der hvert år besøger vores område, siger Liselotte Hillestrøm.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024