Fisken akvaplanede og måtte udgå

Fisken akvaplanede og måtte udgå
14. 10 2019
Jesper Bisted ville så gerne og faktisk havde han det som en fisk i vandet til DM6 i Rally/Anderup El Rally, på de fedtede og våde veje omkring Haderslev/Christiansfeld mestrede han kunsten, at køre stærkt under de sværeste betingelser.

Men fisken i vandet akvaplanede desværre på SS5, og den hurtige Ford Fiesta Super 2000 ramte en halmballe med høj fart og efterfølgende hang bilen på maven, en køler var utæt, en dør trykket, en kofanger defekt, og så måtte Jesper Bisted/Horsens og hans codriver Arly Larsen/Dianalund udgå for første gang i 2019 i DM-rally regi.

Det var dumhed og længere var den ikke ifølge Jesper Bisted selv:

- Vi havde god fart i bilen, noterne sad lige i skabet, og selvom prøverne var usædvanlig fedtede og svære, så fandt jeg en god rytme og sikkerhedsmargen.

- Det var sindssyge gode prøver, og vi lå omkring 5-6 stykker generelt, da jeg så så udfordrede naturloven. På prøve 5, som vi kørte for anden gang, der trak jeg bremsepunktet nok bare 5-10 meter under en nedbremsning fra høj fart, og så var vi ellers bare passagerer, monster akvaplaning og så er resten til historiebøgerne, ærgerlig for det gik virkeligt fantastisk.

Man skal også turde udfordre sig selv i en lang rallysæson, ellers flytter man sig ikke, og Bisted Motorsport gjorde netop dette, nogle gange går det godt, denne gang dog med modsat fortegn.

2019 sæsonen, har ellers været forrygende, men exittet fra DM6 gjorde at Jesper og Arly havnede lige uden for top-10 i Auto Plus Dansk Super Rally mesterskabet, og på en 5. plads i klassen i det danske mesterskabs Klasse 6.

Nu er sæsonen forbi, og sæsonen 2020 skal på tegnebrættet, og mere om det i løbet af vinteren, og TAK til alle sponsorerer, hjælpere, venner og alle andre som støtter op om Bisted Motorsport, uden dem/jer, ingen Bisted Motorsport.