www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Flere ad libitum bøffer på Sandvad Kro
På fredag den 24. februar serverer Sandvad Kro dansk bøf ad libitum for dem der har reserveret bord, for naturligvis er bordbestilling en nødvendighed sådan en aften. Kroens vært, Herluf Høyer, skulle nok have skrevet hurtig bordreservation nødvendig i annoncen i Østbirk Avis Østjydsk Avis den 8. februar. For her i ugen op til »den store bøf ad libitum dag« er der for længst alt optaget på kroen, hvilket betyder omkring 100 gæster.
Det er sådan cirka det samme antal som Herluf Høyer har måttet skuffe med et »desværre alt optaget«, men så arrangerer Sandvad Kro naturligvis en gentagelse af arrangementet, der allerede kan betegnes som en succes, inden det løber af stabelen.
Fredag den 9. marts er der således igen garanti for at man bliver mæt, hvis man besøger Sandvad Kro.
Konceptet de to fredage går ganske enkelt ud på at kroen har buffet med dansk bøf og tilbehør ad libitum for bare 98,- kr. pr. person
Efterfølgende spiller Hartman’s musik op til dans, så man har muligheden for lidt motion bag på bøfferne.
Bordbestilling til aftenen er som nævnt nødvendig, så værten er sikker på at der er bøffer nok til alle, og meget tyder at det ikke er tomme ord, hvis vi tilføjer »hurtig tilmelding tilrådes«.













