Flere lovlydige unge i Horsens



Flere og flere unge i Horsens Kommune siger nej til alkohol. Her er det elever fra Ungdomsskolens klub i Gedved, der hygger sig med sodavand. Foto: Horsens Kommune.

Unge i Horsens Kommune har begået langt mindre kriminalitet i 2015, end tilfældet var for tre og seks år siden.
 Det viser Ungeprofilundersøgelsen, som 1837 Horsens-unge i folkeskolens 7., 8. og 9. klasser netop har deltaget i.
 Uanset hvilken type af kriminalitet, der spørges til, så har de unge i Horsens siden 2009 bevæget sig fra at være klart dårligst blandt de kommuner, man sammenlignes med til nu at være på samme niveau og på en række områder endda bedre end gennemsnittet.
 Eksempelvis havde 4,6 % af de unge en eller flere gange været i kontakt med politiet på grund af, at de havde begået noget ulovligt, for eksempel butikstyveri, hærværk, indbrud, vold eller lignende, hvilket er næsten en halvering siden 2009, hvor tallet var 8,8 %.

Rygning, hash og alkohol er inde i en rigtig positiv udvikling
Rygning er efterhånden næsten ikke-eksisterende i 7.-9. klasserne, og Horsens-unge ligger klart bedre end landsgennemsnittet. Antallet af unge, som nogensinde har prøvet at ryge hash, udviser ligesom den almindelige rygning et voldsomt fald fra 9 % i 2009, 6 % 2012 og nu i 2015 4,4 % i Horsens.
 Samtidig drikker flere og flere unge aldrig alkohol. I 2015 var det tilfældet for 52 % af de unge. I 2009 var det kun 33,3 % og i 2012 42 %. Samtidig drikker de unge, som har et alkoholforbrug, sjældnere og i mindre mængder.
 Andelen af unge, som ofte eller meget ofte føler sig ensomme, udviser også en positiv tendens. I 2012 følte 10 % af de unge sig ofte eller meget ofte ensomme mod nu 4 %.
 SSP-koordinator Jan Asmussen glæder sig meget over den positive udvikling, som bekræfter, at de unge i dag er langt bedre end deres rygte.
 - Den målrettede satsning på forebyggende oplæg fra SSP/Street Team og fokus på unges flertalsmisforståelser frem for løftede pegefingre ser heldigvis ud til at have en klart positiv effekt på de unges risikoadfærd, ligesom et nyt oplæg ”It’s Up 2 U” til mellemtrinnet, med fokus på venskab, værdier, flertalsmisforståelser og at træffe de rigtige valg, ser ud til at give gode resultater. En effekt som ses tydeligt på Horsens Byskole, som generelt har flyttet sig rigtig meget i positiv retning siden undersøgelsen i 2012 og dermed positivt er med til at løfte kommunens resultater.

Opmærksomhedspunkter
Undersøgelsen afslører imidlertid et bekymrende tal med hensyn til selvskadende unge. Sidste år skadede 14 % af de unge sig selv med vilje. Det svarer til tallet på landsplan.
 Langt de fleste unge har en fornuftig adfærd og oplever ikke problemer, men nogle unge oplever dog fortsat problemer med mobning, trusler og/eller uønskede konsekvenser af deling af seksuelle billeder/videoer på sociale medier. Knap 4 % af de unge både i Horsens og på landsplan har inden for 12 måneder selv sendt/postet et seksuelt billede/video af andre.
 Ifølge formanden for Børne- og Skoleudvalget, Lone Ørsted (S), tegner Ungeprofilundersøgelsen et billede af unge i Horsens Kommune, som generelt trives. Men visse områder kræver et ekstra fokus.
 - En kampagne imod rygning, som Byrådet har sat i gang, er tilsyneladende slået igennem, og på alkoholområdet ser vi ligeledes en positiv udvikling med flere unge, der aldrig drikker alkohol. Men vi må konstatere, at mobning på de sociale medier kræver en særlig indsats. Gruppen af selvskadende unge er også alt for stor. Det må vi nu i gang med at undersøge årsagerne til, så vi kan undgå, at de unge når derud, siger Lone Ørsted.
 Horsens-elevernes svarprocent ligger på 85 mod 73 % i 2012. Ca. 30.000 unge fra i alt 40 andre kommuner har deltaget i Ungeprofilundersøgelsen.

winkKlik her og bliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024