Folkeskolelærere får snust til virksomheder

Praktikvejleder og makker Frederik Thustrup er her flankeret af de to lærlinge Nicklas Karstens (t.v.) og Bertil Kristensen, som begge uddanner sig til anlægsstruktør.
Praktikvejleder og makker Frederik Thustrup er her flankeret af de to lærlinge Nicklas Karstens (t.v.) og Bertil Kristensen, som begge uddanner sig til anlægsstruktør.
Folkeskolelærere får snust til virksomheder
08. 11 2018
Folkeskolelærere i Horsens Kommune får nu mulighed for at komme ud på virksomheder, så de får et mere nuanceret billede af, hvad der venter deres elever, når de starter som lærlinge.

Besøgene er led i lærernes kompetenceudvikling inden for det obligatoriske emne "Uddannelse og Job," som tilrettelægges i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning.

- Ved at holde møder ude på virksomhederne får lærerne i højere grad øjnene op for, hvad der foregår derude - herunder hvilke forventninger virksomhederne har til deres elever. Besøgene er med til at skabe en rigtig god dialog mellem de to parter, siger Hanne Frøslev, der er UJ tovholder i Ungeenheden i Horsens Kommune.

Hun tilføjer at lærerne samtidig bliver bedre rustet til at vejlede forældrene, så børnene vælger den uddannelse, der passer til dem.
Ifølge Helle Jensen-Meldgaard, der er lærer og UJ-koordinator på Dagnæsskolen, er samarbejdet med erhvervsuddannelserne vigtigt i forhold til at have fingeren på pulsen:

- Jeg tror på, at mine ord fremover vægtes tungere hos de unge - for eksempel om at de skal møde til tiden, lægge mobilen væk m.m. - når jeg rent faktisk har erfaringen med ude fra virksomheden.

HM Entreprenør i Horsens er en af de virksomheder, som har haft besøg, og ifølge udviklingsassistent Heidi Hudecek giver det virksomheden en god mulighed for at komme i dialog med vejlederne og på den måde få udbredt kendskabet til, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse og hvilke muligheder, det giver.

Virksomheden gør meget ud af at skabe lærlingepladser, der både taler til de skoletrætte unge og til dem, der vil mere. Blandt andet ved at skrue praktikforløb sammen, som skaber struktur og tryghed. Hver enkelt lærling har således sin egen praktikvejleder/makker, der udskiftes hver tredje måned.

Det er 22-årige Nicklas Karstens og 18-årige Bertil Kristensen godt tilfredse med. Begge er i gang med at uddanne sig til anlægsstruktør.

- På min forrige arbejdsplads skiftede vi hele tiden makker. Det var krævende, og vi fik ikke lært tingene ordentligt. Her går vi tre måneder med den samme mand. Det gør, at vi lærer hinanden godt at kende, og det er mega fedt, fortæller Nicklas og tilføjer, at makkerordningen også er garant for struktur i arbejdet og disciplin.

Bertil sætter pris på makkerordningen, fordi det er med til at skabe gode rutiner og vaner.

- Det er ikke ligegyldigt, om målene passer. Vi lærer at udføre arbejdet præcist, og tingene ligger på deres plads. Det kan jeg godt lide.

Og udbyttet går begge veje, for praktikvejlederne kan også lære noget af lærlingene, mener Frederik Thustrup, der selv er praktikvejleder/makker for lærlinge hos HM. Samtidig håber han, at ordningen også kan fungere som en psykisk støtte for dem.

- Håndværkere kan godt have en lidt hård omgangstone, og hvis min lærling hænger med mulen, kan jeg spørge "hvad sker der", for jeg går med ham hele tiden og kender ham godt.

HM Entreprenør har 100 ansatte, hvoraf de 9 er lærlinge.