Forårsmarkedet på Råhaugegård har 10 års jubilæum

Forårsmarkedet på Råhaugegård har 10 års jubilæum
16. 05 2018

Oprindeligt startede det nuværende Forårsmarked som et ”Kunst og Husflidsmarked” i Sattrup Forsamlingshus og blev afholdt i det tidlige forår, i marts måned. Initiativtagerne var dengang Mosefolkets Flettekreds og markedet blev hurtigt en stor succes.
 Den tiltagende interesse og det stigende besøgstal gjorde, at Sattrup Forsamlingshus efter få år blev for lille til at rumme både bodholdere og de mange besøgende. Så efter få år valgte man at flytte markedet til det hyggelige Råhaugegård, som ejes af Ulla og Jørn Misser. De seneste 4 år har en lille gruppe af ildsjæle stået for planlægning og afholdelse af markedet.
 Råhaugegård var og er stadig den perfekte ramme for ”Forårsmarkedet”, som det nye marked kom til at hedde. Den hyggelige gårdsplads og de skønne omgivelser gav plads til både flere bodholdere såvel som flere gæster, og man valgte at flytte det til maj måned, så man kunne afholde markedet udenfor og i dag er der mange forskellige boder med masser af smukt håndværk og unika.
 Det stigende antal af boder gør at Forårsmarkedet, her på dets tiende år, nu er oppe på 25 boder. Forårsmarkedet er nu et rigtigt alsidigt og spændende marked med masser af kunsthåndværk og husflid, og hvor de besøgende sjældent går tomhændet hjem. Man finder alt i keramik, glaskunst, pil, smykker, puder, papirklip, billeder og filtede bamser. Der kommer også en biavler, en trædrejer og en børstenbinder med deres smukke håndværk og selvfølgelig masser af pileflet og kurvematerialer.
 Forårsmarkedet har en række af trofaste bodholdere, hvor mange har været med siden starten, men der bliver også altid plads til nye boder og nye tiltag. I år kommer bl.a. Daniels Gartneri med masser af krydderurter, stauder og andre planter. Man kan også få en god snak med Horsens Havekreds, som glad og gerne deler ud af gode råd og deres store erfaring.
 Også det lokale Lundumskov Bryghus kan man møde på markedet i år. I deres bod kan man få smagsprøver på perlende kold microbrygget øl, nyde en fadøl til sin mad og man kan også købe et udvalg af deres gode øl med hjem.
 Pia fra byAsk kommer med sine fantastiske stenbilleder, uldpiger og filtede ting.
 Råhaugegårds skønne have danner også rammen om Forårsmarkedets hyggelige café, hvor man kan sidde og nyde Hannes hjemmelavede Chili Con Carne eller Christians pølser på grill eller købe en kop friskbrygget kaffe med forskelligt hjemmebag.
 Og er man heldig kan man på entrebilletten på 10 kr, deltage i markedets lotteri og vinde nogle af præmierne doneret af bodholderne.
 Har man lyst til at prøve at flette selv har Mosefolkets Flettekreds en workshop, hvor man kan prøve kræfter med kræmmerhuse og plantestativer.
 Planlægningsgruppen glæder sig til markedet og håber på en hyggelig dag med masser af besøgende og godt vejr.
 Forårsmarkedet på Råhaugegård er lørdag den 26. maj fra 10.00 til 16.00. Adressen er Sattrupvej 3, 8752 Østbirk.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!