Fra nyudlært mekaniker til værkstedschef med økonomisk ansvar

Fra nyudlært mekaniker til værkstedschef med økonomisk ansvar
02. 07 2014
Ronnie Rasmussen er udlært mekaniker fra Autohuset Vestergaard Horsens. Ambitioner og dygtighed har siden han startede sin uddannelse på Learnmark Horsens gjort, at han efter kun et halvt år som svend blev værstedsassistent. Senere blev han værkfører og er i dag værkstedschef med både budget- og personaleansvar – stadig hos Autohuset Vestergaard i Horsens.

Hvad mon de laver ud over at drikke kaffe inde på det kontor? Sådan tænkte Ronnie Rasmussen om værkføreren og værkstedschefen, da han var i lære som mekaniker. I dag er han, otte år efter han blev udlært hos Autohuset Vestergaard i Horsens, værkstedschef i samme firma.
 - Jeg har været ret heldig at være ansat i en virksomhed, hvor jeg har haft mulighed for at udleve mine ambitioner om et lederjob – og at man har troet på, at jeg kunne løfte opgaven, fortæller Ronnie Rasmussen.
 Han blev værkstedsassistent med administrative opgaver kun et halvt år efter, han blev udlært som mekaniker. Siden blev han værkfører og for to år siden blev han som kun 27-årig værkstedchef. Det betyder også, at han endegyldigt har skiftet kedeldragten ud med en nystrøget skjorte.
 - Jeg fandt ret hurtigt ud af, at man som værkfører og værkstedschef laver meget andet end at drikke kaffe. At være ny værkstedschef i så ung en alder var i starten hårdt arbejde med lange arbejdsdage. Det var jo mig – og ikke mekanikeren på værkstedet – der ville blive fyret, hvis jeg ikke kunne få det til at lykkes, siger han.

Succesfuld start
Den unge værkstedschefs strategi om, at kunderne skal have ekstra god service, og at medarbejderne skal vide, at de er helt centrale medspillere for at nå målet, lykkedes.
 - I mit første halve år som værkstedschef kom vi ud med et meget tilfredsstillende overskud samtidig med, at kundetilfredsheden lå langt over niveau. Det var ret fedt, at min plan lykkedes – og samtidig lidt heldigt for mig, at markedet også blev mere gunstigt, indrømmer Ronnie Rasmussen.

Reparerer ikke sin egen bil
Bil-markedet er svingende og i øjeblikket kræver det en ekstra indsats af Ronnie Rasmussen for at nå de samme gode resultater som tidligere.
 - Det giver nogle aftenener, hvor jeg tænker på, hvad vi kan gøre anderledes, men jeg overvejer aldrig at vende tilbage til jobbet som mekaniker. Jeg kommer glad på arbejde hver morgen og går glad hjem. Jeg savner ikke motorolien – og faktisk gider jeg ikke en gang lave min egen bil. Den sender jeg ind på værkstedet, siger han.

Intern talentuddannelse
Autohuset Vestergaard kører et internt talentforløb for ledere, og det deltager Ronnie Rasmussen naturligvis i.
 - Det har været spændende og lærerigt at få flere ledelsesværktøjer og udveksle idéer med de andre på holdet. Det er også den eneste uddannelse, jeg har. Ellers er jeg selvlært leder, hvor jeg bruger min sunde fornuft,” fortæller Ronnie Rasmussen.
 Han har personaleansvar for 20 ansatte – herunder 5 lærlinge - og har aldrig oplevet at have problemer med at være en ung leder blandt ansatte, der er noget ældre end ham.

Gode råd til mekaniker-lærlinge
Ronnie Rasmussen kunne som 5-årig navnene på rigtig mange biler, og ture i hans morfars lastbil gjorde kun interessen for biler større. Jobbet som mekaniker har dog ændret sig meget, siden han var barn, og i dag er mekanikerens arbejdsopgaver så tekniske, at man nærmere er elektromekaniker uden motorolie på fingrene.
 - Jeg startede på uddannelsen til mekaniker på Learnmark Horsens, fordi jeg altid har været tosset med biler, men det vigtigste, når man er mekanikerlærling, er, at man har drive og kan lide at få nye udfordringer hver dag. Og så er det ikke nok, at være god til at lave biler, man skal også have fokus på kundetilfredshed, understreger værkstedschefen.
 Derudover har han et særligt godt råd til de unge lærlinge, som han i dag har ansvaret for – og andre, der drømmer om en karriere uanset branche.
 - Tag chancen, når den er der, og opsøg selv mulighederne. Det har jeg selv gjort, og det har givet mig mange gode erfaringer og et fedt job i dag.