Fuldt hus til Kjørmesgilde på Skovly

Fuldt hus til Kjørmesgilde på Skovly
05. 02 2020
Aktivitetslokalet på Skovly i Hovedgård var fyldt og der kunne meldes om alt udsolgt med 59 tilmeldte og flere håbefulde stod på ventelisten.

Kjørmesgilde er den gamle betegnelse for Kyndelmisse og på Skovly blev det fejret med treretters menu og levende musik. Der var som altid mulighed for at spille amerikansk lotteri som hurtigt blev udsolgt for præmierne, var rigtig flotte og dem ville de fleste gerne kunne tage med hjem.

Fra Hovedgård Pensionistforening kunne man tydelig mærke tilfredsheden med det store fremmøde og man kunne også byde velkommen til otte nye medlemmer, som blev lovet en god fest og godt sammenhold – og det fik de også.

Normalt afholder man arrangementet i Hovedgårdhallen, men grundet byggeri af ny hal, havde man i år flyttet til lokalerne på Skovly.

Pensionistforeningen oplever desværre at antallet af fremmødte til de forskellige arrangementer svinger og forsøger på at finde ud af hvad der kan gøres for at få antallet højere op til de mindst besøgte arrangementer.

Musikken blev leveret af Kristian og Leif på harmonika of rytmeboks – som spillede alle de kendte sange, som man kunne vippe foden med til eller bryde ud i sang hvis det var.

Man begyndte med lakseroulade, efterfulgt af husarsteg og desserten var abrikostrifli. Til slut blev gildet rundet af med kaffe og kage, og alle kunne se tilbage på en hyggelig eftermiddag i altid godt selskab.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook