Gammeldags vælgermøde

Gammeldags vælgermøde
12. 11 2017
Læserbrev af Knud Erik Kristensen, Mølbjerg 8, Søvind, kandidat til byrådsvalget, Socialdemokratiet.

Den 09-11-2017 var jeg til vælgermøde i Søvind, hvor jeg bor, det foregik på Ok Center Enghaven.
 Det var et fantastisk godt møde. Ok Center Enghaven havde indbudt forskellige partier til at stille op i et panel.
 Jeg fik desværre ikke en plads i panelet, men var da tilstede og fulgte debatten med stor fornøjelse.
 Der blev diskuteret meget om udvikling i de små byer også kaldt Lokalcenterbyerne, men man kom ikke rigtig ind på hvordan forholdene er i Søvind, så det vil jeg gerne sige lidt om.
 For at der kan komme udvikling skal der også være mulighed for at flytte her til, og i øjeblikket er der kun et sted, der er byggegrunde til salg. Det er ikke nok, vi må give folk valgmuligheder for at holde gang i det lokale boligbyggeri, og dermed endnu større tilgang af beboere!
 De sidste fire-fem kommunale byggegrunde på Røde Mølle Banke er svære at sælge, og en privat udstykning nord for mejeriet og vest for Ravnebjerget tæt på skole og institutioner er ikke kommet videre end et lokalplanforslag fra 2014. Her er der afsat 15 byggegrunde, hvoraf nogle til ældreboliger.
 Jeg vil arbejde for, at Horsens Kommune køber denne jord snarest muligt og får sat gang i udstykningen, så vi får en endnu bedre tilgang af børnefamilier og desuden tilføres egnede boliger til ældre.
 Med fortsat vækst tør jeg også tro på, at vi ad åre kan få halvtimes bybusdrift til gavn for både Haldrup og Søvind. Det vil både være en velkommen forbedring af servicen og en understregning af den kommunale sammenhæng. 

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!