Gedvedhus fik besøg af to mini ponyer

Gedvedhus fik besøg af to mini ponyer
20. 12 2018
Vi har hørt om besøgshunde, -kaniner og -katte, men en besøgspony er vel nyt for de fleste? Gedvedhus fik torsdag fint besøg at Tulle og Boz som i dagens anledning kaldte sig nisseponyer.

Trine Dyrepasser og hendes medhjælper Lise-Lotte havde taget turen fra Viby til Gedved og spændt hestetraileren bag bilen, med de to dværgponyer ombord. Det så interessant ud da både heste og dyrepassere, iført nissehuer gjorde deres entre på Gedvedhus.

Som en del af plejecentrets arrangementer ville man prøve noget nyt og det faldt i god jord hos de fleste af beboerne og de ansatte. Man havde inviteret besøgsponyerne Tulle og Boz inden døre, og beboere fra Plejecenter Egebakken er også inviteret med.

Når gulerødder bliver til pærer

Ved bordene have personalet lagt gulerødder og skrælleknive frem, så godbidderne lå klar til Tulle og Boz, når de inspicerede lokalet og åd en ekstra julesnack. Som bekendt skal rodfrugterne ud igen og Boz mente at forhallens fine linoleum skulle beriges med pærer når han nu var på besøg.

Der kom hurtigt en glad og meget positiv stemning i lokalerne og der blev hevet gamle minder frem hos beboerne, mens alle ville fotografere eller filme de søde små dværgponyer som ikke er højere end 80 centimeter.

Trine Dyrepasser gav alle som havde lyst, muligheden for at trække nisseponyerne rundt på gangene og hverken kørestol eller rollator var en forhindring. Der var også tydeligt at se, at flere af de ældre, hvor flere nærmede sig 100-års dagen, meget kompetent håndterede nisseponyernes seletøj og myndigt sørgede for at de fulgte med rundt.

Så bliver det spændende at se om der på et senere tidspunkt inviteres nye besøgsdyr ind på Gedvedhus.

Kildal

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook