Guidet bustur til Nørrestrand

Nørrestrand er et af de områder i Horsens, hvor den fremtidige byudvikling kommer til at foregå. Foto: Lars Juul.
Nørrestrand er et af de områder i Horsens, hvor den fremtidige byudvikling kommer til at foregå. Foto: Lars Juul.
Guidet bustur til Nørrestrand
08. 01 2018
Horsens Kommune tilbyder borgerne en rundvisning i området

Lørdag den 13. januar kan borgerne i Horsens Kommune se og opleve Nørrestrand på tætteste hold. Kommunen tilbyder nemlig guidede busture til Nørrestrand. De tre busture arrangeres som et led i høringsprocessen for Natur- og Byudviklingsplanen for Nørrestrand og vil give alle interesserede et indblik i visionen, der er lagt op til i planen.
 - Busturene til Nørrestrand er en god mulighed for alle til at se og opleve Nørrestrand og høre om de planer, der er for området. Udviklingsplanen for Nørrestrand er jo omfattende, og derfor er det vigtigt for Byrådet, at det er en åben proces, som horsensianere bliver inddraget i. Af samme grund har vi valgt en ekstra lang høring på 12 uger, så der er god tid til, at alle borgere, organisationer og andre interesserede får mulighed for at forholde sig til udviklingsplanen for området, siger borgmester Peter Sørensen.
 Guiderne på busturene er arkitekt Sanne Wenzel Jespersen og biolog Jan Kunstmann fra Horsens Kommune, og de vil svare på spørgsmål til udviklingsplanen for Nørrestrand. Busserne vil gøre nogle stop på ruten, og det sidste stop inden turen går hjem vil foregå ved et udsigtspunkt. Her har man mulighed for at nyde udsigten over store dele af Nørrestrandsområdet, og man vil blandt andet kunne opleve området, hvor de vilde heste holder til. På dette stop vil der også blive serveret pandekager og kakao af Horsens’ grønne pigespejdere.
 Er man forhindret i at deltage i busturen, kan man kigge forbi Kugen på Søndergade onsdag den 10. januar fra kl. 13-17. Her står Sanne Wenzel Jespersen og Jan Kunstmann også klar til at svare på spørgsmål.

Bæredygtig natur- og byudvikling
Baggrunden for Udviklingsplan Nørrestrand er, at Horsens vokser, og at de eksisterende bydele i Horsens efterhånden er fuldt udbyggede. Nørrestrand er et af de områder i Horsens, hvor den fremtidige byudvikling kommer til at foregå.
 - Udviklingsplanen lægger op til at placere en ny og attraktiv bydel nord for Nørrestrand med natur og bebyggelse i forening. Det er vores intension at trække naturen ind i bydelen og at strække bydelen mod naturen - på naturens og landskabets præmisser. Området skal være en landskabsby, der er tilpasset landskabet og hvor utilgængelig landbrugsjord skal omdannes til tilgængelige grønne naturområder, så alle får bedre adgang til naturen i Nørrestrand, siger borgmester Peter Sørensen.
 Udviklingsplanen er i offentlig høring i 12 uger, hvorefter Byrådet tager endelig stilling til forslaget. Høringssvar skal indgives senest den 23. januar 2018 til planogby@horsens.dk.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!