Hakkebøffer, bløde løg, militær, mandemonopol

Hakkebøffer, bløde løg, militær, mandemonopol
11. 10 2019
Torsdag aften den 10. oktober var Mandemonopolet igen på færde med endnu en hyggelig aften kun for mænd.

Der var dømt herrehygge og hakkedrenge ved efterårets arrangement, så maverne var tilpasse inden aftenens foredrag. Snakken løb som vanligt frit henover bordet, og der blev kun plads til enkelte afbrydelser, da Pastor Jensen f.eks. lige skulle meddele, at der arbejdes på at lave et satellitmonopol i Torsted. De ædle herre nikkede anerkendende: Det er godt at monopolet vokser lidt, når bare der medfølger en rimelig kompensation for lån af det skattede navn: Mandemonopolet.

Aftenens oplægsholder chefsergent ved militærets kommandoenhed og lokalt bysbarn, Michael Svendsen, berettede efter middagen levende dels om sin egen historie som soldat og dels om situationen i Afghanistan. Det spændende foredrag gav både et indblik i landets turbulente historie, ufremkommelige terræn og ikke mindst Danmarks militære indsats imod Taliban.

De komfortable mænd fik derudover også et indblik i de til tider noget kummerlige boforhold, de unge mænd ved fronten må affinde sig med: forestil jer at skulle sidde på en tønde i en lang række uden skillevægge. Men det er nu nok ikke det værste, der er vigtigere prioriteringer, når man er i krig...

Vanen tro afsluttedes arrangementet med kaffe, kage og en god sang om alle de gode gaver som kommer oven ned. Vi glæder os til næste arrangement den 22. januar, hvor den står på gule ærter og festlig fællessang.