Hans Jensen takker af



Hans Jensen har oplevet små revolutioner i finanssektoren gennem et halvt århundrede. Han så hvordan man gik fra manuelle arbejdsgange, hvor man med sirlig håndskrift førte bankbøger og hovedbøger i filialerne. Han har oplevet hvordan bunden er gået ud af boligmarkederne flere gange og set hvordan der blev tjent mange penge i opgangstiderne. Det har ikke været nogen kedelig rejse for en mand der begyndte sin karriere onsdag 1. august 1973 i filialen af Landmandsbanken i Horsens. Her kom han i lære og banken blev senere kendt som Danske Bank efter en række af fusioner i den danske banksektor.

Elevuddannelsen varede i to år og færdigudlært gik turen til Vejle for at lære mere. I 1979 gik turen nu nordpå til Skanderborg, hvor var han med til at starte Den Danske Banks filial op på Adelgade.

En manuel tid

I de første år foregik næsten alle arbejdsgange manuelt i banklokalet, som det havde gjort i mange hundrede år, men den første ”revolution” lå og lurede lige om hjørnet.

- Vi havde næsten ikke edb på det tidspunkt, men det var så småt på vej ind i filialerne. Mens jeg var i Vejle havde vi ”hulledamer” som sørgede for at få dagens bilag på edb. I starten tastede vi f.eks. checks ind manuelt, men snart fik vi OCR-skannere som kunne ”læse” dem for os. Det var helt fantastisk, for så skulle vi kun taste beløbet ind, smiler Hans Jensen ved tanken.

Tiden i 1970-erne var en nybrudstid, men Hans husker hvordan man fire gange årligt skulle ned i kælderen og finde alle obligationerne frem:

- Her begyndte vi at klippe kuponer, og det samme gjaldt også for aktierne, og efterfølgende sende dem ind. Det sluttede med Værdipapircentralen i 1980. Her var jeg med til at sende alle de fysiske aktier og obligationer over centralen, hvor de blev omlagt til edb.

Tiden før fælles europæisk valuta

- Vi havde mange valutaer i kassen før Euroen slog i gennem… og når kassen skulle gøres op om aftenen var der typisk 20 forskellige valutaer som også skulle tælles op… D-mark, Franc, Pesetas og så videre… og så var der rejsechecks som kun den ældre generation kender i dag.

Selvom edb ganske hurtigt kom ind i bankverdenen, var der stadig opgaver som blev løst på den gammeldags facon:

- Nytårsaftensdag var altid lang, da skulle vi årsafstemme og vi var ofte hjemme, sent på eftermiddagen. Det går noget nemmere i dag, griner han.

Var med til at sætte gang i Dankortet

Hans Jensen havde i 1986 havde en kort afstikker til Provinskredit i Odense som lavede bådfinansiering. Det blev kun til en kort visit da han fik tilbudt job som souschef hos Egnssparekassen på Nørretorv i Horsens. Efter nogle år fusionerede sparekassen med en lokal sparekasse i byen og blev til DK-Sparekassen. Efter en kort tid fusionerede man igen, denne gang med Bikuben som senere blev til BG Bank.

Hans husker tydeligt hvordan han sammen med kollegaerne rendte op og ned ad gågaden i Horsens hos de forretningsdrivende for at få dem til at anvende det nye Dankort.

- Vi skulle sælge dem en ”fluesmækker” så de kunne modtage kortbetalinger, men det var sørme op ad bakke. Men det er fantastisk at tænke på hvad Dankortet er blevet til.

Hjem til Østbirk

I 1996 kommer Hans Jensen ”hjem” til Østbirk som souschef i BG Bankfilialen på Storegade og her kunne cirklen være sluttet, da BG Bank i oktober 2000 sammensmelter med Danske Bank, men sådan gik det ikke.

Året 2000 er skelsættende for Hans Jensen og en række af hans gode kollegaer. De rykker teltpælene op, og sammen med Frode Sølvsten og to andre kollegaer, flytter de over på den anden side af gaden og ind i lokalerne hos Hammel Sparekasse og filialen fik navnet Sparekassen Østbirk. To år senere åbner man også en filial af Sparekassen i Brædstrup.

- Det var en stor oplevelse at være med til at starte egen sparekasse i Østbirk, der var næsten tale om eufori. Det smittede af på byen, sådan oplevede vi i sparekassen det.

Det var en vild tid, da man oplevede en kundetilgang i filialen på 20-30 nye kunder hver uge, og man havde en høj grad af selv- og medbestemmelse fra sparekassens øverste ledelse:

- Vi var selv med inde over i forbindelse med indretningen og valg af møblerne til filialen. Efter den første måned måtte vi ansætte ekstra hjælp for at kunne følge med, og vi havde, helt usædvanligt, overskud det første år.

Man lukkede filialen, som nu hed Sparekassen Kronjylland, i Østbirk i 2014 og Hans Jensen flyttede med arbejdspladsen til filialen i Brædstrup. Det er her han slutter sin lange karriere i bankverdenen og tiden på efterløn kan snart begynde.

Efterløn og mere fritid

Den genfundne fritid skal bruges på bl.a. camping sammen med hustruen Birgit, men tiden i sparekassen har taget meget af Hans’ fritid og nu skal det forsømte indhentes:

- Der er altid projekter som venter derhjemme. Hus og have trænger til en omgang, så der skal ryddes op og huset skal males. Jeg skal nok få tiden til at gå, og jeg holder meget af, at lave noget med mine hænder. Det er sjældent jeg sender bud efter en håndværker og skulle jeg have brug for hjælp, er der altid nogen jeg kan trække på.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024